Manglende afspærring tages til Folketinget
-under-motorvej-3-copy1.jpg
Man kan gå lige ud på motorvejen ved åerne syd for Haveforeningen Hestholm i Ballerup. Det kan ikke være rigtigt, mener folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth fra DF, der vil have Transportministeren til at gribe ind. Foto: Mia Thomsen
motorvej Folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth (DF) synes ikke det er i orden, at der er fri passage til motorvejen ved Haveforeningen Hestholm i Ballerup. Derfor har han bedt Transportministeren se på sagen.

»Jeg er helt enig i, at der er al for let adgang til at børn eller dyr kan komme til at forvilde sig ud på motorvejen,« siger folketingsmedlem Kenneth Kristensen Berth fra DF.

Han var noget overrasket over artiklen i Ballerup Bladet i sidste uge, hvor vi kunne fortælle, at der ved de to åer, der løber under det nye stykke Frederikssundmotorvej syd for Ballerup, ikke er nogen form for afskærmning eller hegn ud til motorvejen, hvor bilerne suser forbi i høj fart.

Beboere i Haveforeningen Hestholm, der ligger 100 meter fra motorvejen, er utrygge ved den manglende afskærmning og frygter at dyr eller børn kan komme til at løbe ud på motorvejen.
Og de svar Vejdirektoratet kom med i artiklen, huer hverken beboerne eller folketingsmedlemmet.

Vejdirektoratet afviste, at der ville blive opsat hegn eller autoværn ved åerne, mente ikke at det ville kunne stoppe børn i at rende ud på motorvejen alligevel, og opfordrede i øvrigt hundeejerne til at holde hunde i snor, når de gik tur i området.

»Jeg synes, at de svar var lidt for friske. Og jeg tænker, at man som myndighed nok lige skal overveje en ekstra gang, om folk ikke har en pointe, når de henvender sig med en konkret bekymring,« siger Kenneth Kristensen Berth.

Minister vil ikke svare

»Jeg synes, at der er behov for at nogen ovenfra ser på det her, og derfor har jeg stillet spørgsmål til ministeren om sagen,« tilføjer Kenneth Kristensen Berth, der har kontaktet Transportminister Hans Christian Schmidt (V) med sine bekymringer omkring motorvejen ved Ballerup.

Transportministeren har dog afvist at svare på henvendelsen og i stedet sendt Kenneth Kristensen Berth videre til Folketingets Transportudvalg, der ved førstkommende lejlighed skal forholde sig til, om ikke det var muligt at revurdere behovet for hegning langs Frederikssundsmotorvejen i forhold til områderne ved Harrestrup og Risby Å, som Kenneth Kristensen Berth har spurgt transportministeren om.

»Jeg kender området og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der ikke er lavet en eller anden form for hegning. Det havde været noget andet, hvis det var langt ude på landet – væk fra beboelse, men der ligger jo huse lige op til,« siger Kenneth Kristensen Berth med henvisning til haveforeningen Hestholm, som ligger 100 meter fra motorvejen.

»Jeg har selv børn og bor tæt på en motorvej – vi har vel cirka samme afstand til Holbækmotorvejen som haveforeningen har til Frederikssundmotorvejen – men der hvor jeg bor, er der en stor støjvold og slet ikke mulighed for at gå lige ud på vejen. Havde det set ud som det gør nu ved Ballerup, havde jeg aldrig købt hus der, det er helt sikkert,« understreger han.

Også bilisterne på motorvejen syd for Ballerup kan få sig en ubehagelig overraskelse. På vores hjemmeside har en læser ved navn Helle skrevet:

»Vi kørte på det nye stykke den 1. august og ser to teenagepiger sidde i vejkanten. Meget utrygt når man kører 110 kilometer i timen.”

Hvad synes du?
Vi vil gerne høre din mening. Du kan kommentere herunder artiklen eller sende os en mail på red@ballerupbladet.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *