Miss Manja fra Måløv
Manja-Bremme-3.jpg
21-årige Manja Bremme fra Måløv er blandt de 25 danske piger, der på lørdag dyster om titlen ’Miss Universe Denmark’. Foto: Flemming Schiller
interview »Jeg ved jo godt, at jeg ikke er den typiske model eller skønhedsdronning. Men uanset om jeg vinder eller ej, så har jeg haft den vildeste sommer,« siger Manja Bremme fra Måløv, der er blandt kandidaterne til dette års Miss Universe Denmark.

»Jeg har personligheden. Helt sikkert Og styrken til at klare presset,« svarer Manja Bremme prompte på spørgsmålet om, hvordan hun med sine blot 168 centimeter og ikke-eksisterende modelerfaring kan være blandt de 25 udvalgte Miss Universe Denmark kandidater.

Det lå da heller ikke lige i kortene, at modelbranchen skulle blive hendes nye legeplads. Hjemvendt til Måløv efter et år som au pair i London kastede hun sig sidste sommer over pædagogstudiet. Men hun savnede noget.

»Jeg har spillet skuespil i mange år på Ballerup Ungdomsskole, men de to år, hvor jeg gik i 3.g og var au pair i London, savnede jeg det. Så da jeg kom hjem meldte jeg mig til TV3 Casting, hvor jeg så at de søgte piger til Miss Universe Denmark. Her stod en masse om, hvad det var for nogle piger de søgte. Man skulle være den perfekte rollemodel, sund og rask og have meninger og holdninger til ting, og så skulle det også være piger, der var til stede i samfundet og ville gøre noget for samfundet,« fortæller Manja Bremme.

»Jeg synes, at jeg kunne stå inde for det hele. I sær det med at være noget og ville gøre noget for det samfund man lever i,« tilføjer hun.

Og så gik det hverken værre eller bedre, end at hun kom gennem nåleøjet og blev kaldt ind til samtale og fotografering.

Manja-Bremme-(1)

»Det var helt nyt for mig. Det var første gang siden gymnasiet, at en fotograf tog billeder af mig,« griner Manja, der tog det hele som en oplevelse.

»Det er en helt anderledes måde at få opmærksomhed på, end man er vant til. Men det gik heldigvis rigtig godt,« fortæller hun.

London i blodet

Manja er født og opvokset i Måløv og elsker den lille by, hvor hun fandt en hyggelig lejlighed på Måløv Hovedgade.

»Der var mange der spurgte, hvorfor i alverden jeg dog ikke flyttede til København, da jeg kom tilbage til Danmark. Men efter et år i London havde jeg virkelig bare brug for lidt mere ro – og det har jeg fundet her,« forklarer hun.

Og med pædagogstudiet i Skovlunde og forældre i Smørum er det ganske praktisk at bo i Måløv.

Men det er en anden by, der har vundet Manja hjerte.

»Jeg elsker London. Det er den mest fantastiske by,« smiler hun stort.

»Da jeg var 12 år tog min mor mig med til Covent Garden (et område i London). Og der sagde jeg til hende; jeg skal bo her en dag,« fortæller Manja og uddyber:

»Jeg har hele mit liv haft et specielt forhold til London. Min mor elsker teatret og min far elsker fodbold, så jeg har vel været i London en to-tre gange årligt siden jeg var barn.«

Derfor var der heller ingen tvivl om, hvor Manja skulle hen, da hun fik studenterhuen på i 2013. Og med drømmen om at blive pædagog var det nærliggende at prøve tjansen som au pair i London. Her fik hun endeligt bekræftet, at det var pædagog hun skulle være. Så da året var omme pakkede hun kufferterne igen og rejste hjem til Danmark og Måløv og pædagogstudiet.

»Det er meget vigtigt for mig at få en uddannelse. Jeg er vokset op med, at man altid skal have noget at falde tilbage på. Så nu skal jeg have min bachelor, og så vil jeg gerne tilbage til London igen,« siger hun.

På scenen i bikini

Men så kom Miss Universe Denmark konkurrencen og modelarbejdet lige pludselig ind i billedet.

»Altså jeg så det slet ikke komme, at jeg skulle ende med at være én af de sidste 25. Så jeg er nok stadig lidt overrasket. Men samtidig er jeg også virkelig stolt over at være udvalgt. Jeg ved jo godt, at jeg ikke er den typiske model eller skønhedsdronning. Men uanset om jeg vinder eller ej, så har jeg haft den vildeste sommer, og jeg tror bestemt ikke at denne konkurrence er slutningen for mig. Det er nok nærmere begyndelsen,« siger Manja, der er frisk på at tage et års orlov, hvis hun går hen og vinder eller modelarbejdet udvikler sig så hun kan få mulighed for at arbejde i udlandet.

Manja-Bremme-(9)

»Det har allerede åbnet en masse døre for mig, jeg har haft flere photoshoots og er blevet kontaktet af nogle forskellige fotografer. Jeg skal have opbygget en portfolio af billeder, som jeg kan vise frem til potentielle kunder, så det er jeg i gang med nu,« fortæller hun.

Derudover bruger hun også rigtig meget tid på at komme i ekstra god form til konkurrencen, hvor pigerne blandt andet skal på scenen i bikini.

»Det er altså noget man lige skal vænne sig til. Man skal stå der i fire minutter, mens dommerne står helt tæt på dig og kigger på din krop. Men jeg øver mig i at stå og posere i undertøj foran spejlet herhjemme. Alene det er grænseoverskridende, griner hun og tilføjer:

»Men jeg har det rigtig godt med min krop, så det skal nok gå.«

Byens yngste vågekone

Som optakt til konkurrencen har mange af Miss-kandidaterne travlt med velgørenhedsarbejde, som også er en stor del af hele Miss Universe konceptet. Manja Bremme har sat sig for at slå et slag for Vågetjenesten i Ballerup.

»Ja, jeg er selv vågekone,« smiler hun og tilføjer:

»Jeg læste et opslag på facebook om, at de manglede vågere i Ballerup. Og så tænkte jeg bare; ja, selvfølgelig! Tanken om at nogen ligger og dør helt alene, den kan jeg slet ikke holde ud, så derfor meldte jeg mig. Jeg har ikke været ude og sidde hos nogen endnu, og selvom det nok er hårdt, hvis de sover ind, når jeg er der, så tror jeg også, at det er en smuk oplevelse at have været der for dem,« siger Manja, der er den yngste våger i Ballerup.

Hun håber, at hun i kraft af sin plads i Miss Universe Denmark kan være med til at skabe endnu mere opmærksomhed om Røde Kors’ vågetjeneste og få flere til at melde sig som vågere.

Manja-Bremme-(6)

Derudover vil hun også rigtig gerne skabe opmærksomhed omkring sin egen sygdom ’neurofibromatosis’ – en sjælden sygdom, hvor hun grundet en kromosomfejl døjer med at hendes nerver slår små knuder, der generer – primært hendes syn.

»Jeg har sygdommen i bero nu, så jeg er ikke så generet af den, men man ved aldrig hvornår den bobler op igen. Og det er bare så frustrerende at have en sygdom, som ingen kender – ikke engang lægen. Så det er også én af de ting, jeg gerne vil være med til at sætte fokus på,« siger hun.

Konkurrencen finder sted på lørdag den 15. august på Hotel Bella Sky i København. Ud over Manja er lokalområdet også repræsenteret af 25-årige Silvija Vukovic fra Skovlunde. Så der er hele to chancer for, at det bliver en lokal pige, der løber med titel, skråbånd og krone – samt æren af at repræsentere Danmark i Miss Universe.

Læs også vores interview med den anden lokal Miss Universe-kandidat, Silvija Vukovic fra Skovlunde her: ‘Silvija kandiderer til Miss Universe’

Se også billeder fra Miss Universe Denmark pigernes besøg i Ballerup: Galleri

Fakta: Om Miss Universe Denmark

• Siden marts er over 300 danske kvinder blevet skåret ned til først 50 og nu 26 kandidater til Miss Universe Denmark.

• De 25 piger skal dyste mod hinanden 15. august på Bella Sky Hotel i København.

• Hver deltager konkurrerer i tre ligestillede faser af den indledende konkurrence: Personlighedsinterview, Sundhed & Fitness (i badedragt) og Aftenkjole.

• Dommerpanelet består af et bredt udvalg af danske og internationale folk med kendskab til modebranchen og tæller blandt andre Lindsay Becker (Miss U.S. International 2015), Mai Manniche (smykkedesigner fra JewlsCph) og Maria Hirse (Miss Universe Denmark 1993 og tv-vært).

• Vinderen skal efterfølgende repræsenterer Danmark i den internationale Miss Universe konkurrence.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *