Ideer for millioner
Borgermillion.jpg
Et af de konkrete vidnesbyrd om borgermillionen i 2013. Voksenlegepladsen ved Haraldsminde i det sydlige Ballerup. Nu er endnu en million på vej til borgerne. Foto: arkivfoto
Penge Så ruller borgermillionen igen. Alle inviteres til at komme med ideer under overskriften fællesskabet. Gode ideer kan munde ud i penge til projekter.

Hvis man er borger i Ballerup Kommune og har gode ideer til spændende projekter, der kan glæde fællesskabet og byen, så er det nu man skal slå til.

Efter sommerferien ruller det kommunale projekt ’borgermilionen’ nemlig igen, hvor gode og konkrete borger-ideer bliver omsat til reelle projekter via kommunale midler.

Det hele begyndte i 2013, hvor politikerne i Ballerup ønskede at fremme den aktive borgerinddragelse ved at afsætte en sum penge, en million kroner, som borgerne selv kunne være med til at fordele på forskellige projekter. Udtænkt af dem selv, behandlet på borgermøder og til sidst sendt til afstemning blandt de deltagende borgere.

En ny million

Resultaterne er i dag ganske synlige. Ved Haraldsminde i Ballerup Syd står en voksenlegeplads, ved Egebjergskolen er der etableret en skaterpark, i Skovlunde Naturpark har borgerne fået en bålhytte og i Ballerup Nord er pengene gået til udvikling af Pæremose Havn. Alle fire projekter, der er med til at forskønne og udvikle lokalsamfundet til glæde for alle.

Projektet var så populært, at kommunalpolitikerne nu har besluttet at sætte endnu en million kroner på højkant og i efteråret kan alle borgere så komme med nye ideer til, hvad pengene kan bruges til.

Denne gang vil den fælles overskrift være ’fællesskabet’ og processen vil ligne den fra 2013. Men noget vil også være nyt.

Denne gang skal borgerne sende deres gode ideer ind, inden der afholdes en række borgermøder. Desuden skal projekterne ikke kun være fysiske projekter, det kan også være sociale arrangementer, så længe det er til gavn for alle borgere.

Desuden skal projekterne selvfølgelig være drevet af borgerne selv, lige fra ideudvikling til udførelse og eventuel vedligeholdelse.

En samlet vinder

Pengene vil igen blive fordelt ud fra antal borgere i hver bydel i kommunen. Måløv, Skovlunde, Ballerup Syd og Ballerup Nord. Men denne gang kan et projekt faktisk løbe med hele millionen, hvis man fremlægger sit projekt i alle fire bydele og vinder alle steder.

Efter sommerferien vil man kunne gå ind på ballerup.dk/borgemillionen og læse mere om vilkår og frister for projektideer samt datoer for borgermøder i de fire bydele.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *