»Jeg har ikke tid til at blive pensionist«
vagn_tovgaard_2.jpg
Det skarpe blik og klare hukommelse gemt bag det kække smil er stadig intakt hos Vagn Tovgaard. Han er faktisk helt uforstående overfor, at han nu fylder 90 år. Han har stadig for travlt til at tage sig af den slags bagateller. Foto: Flemming Schiller
Fødselsdag Den konservative nestor og tidligere viceborgmester i Ballerup, Vagn Tovgaard, fylder 90 år. Så må man godt melde sig ud. Men det har han ikke rigtig tid eller lyst til.

Når man fylder 90 år, så må man godt sige, at man har gjort det godt og gerne vil slappe lidt af og nyde pensionisttilværelsen. Men sådan er det ikke med denne 90-årige.

Den tidligere viceborgmester og kommunalbestyrelsesmedlem for Konservative i næsten 40 år, Vagn Tovgaard, har nemlig slet ikke tid til at droppe det aktive liv med politik og skrivning. Det finder jeg hurtigt ud af, da jeg møder den aktive og knivskarpe Tovgaard til en snak om at være så grebet af politik, og stadig være en del af gamet, mange år efter at være stoppet i kommunalpolitik og på arbejdsmarkedet.

Vagn Tovgaard er egentlig fra Viborg-egnen, men kom til Ballerup som 3-årig, hvor hans forældre flyttede hertil. I skolen fandt han hurtigt ud af, at han havde et godt hoved. Til gengæld var der ikke de store håndværksmæssige evner, så vejen var åbenlys. Han skulle være student.

Han endte på Østre Borgerdyd og blev student og blev efterfølgende uddannet ingeniør og fik  jobs i både det private og det kommunale som ingeniør. Han drev i en årrække også sit eget rådgivende ingeniørfirma.

Han mødte sin kone Lise, de blev gift i 1949 og sammen fik de tre børn, hus og hjem og dermed var ’jyden’ Vagn blevet Ballerup-borger med hud og hår.

Det kunne lyde som en ganske almindelig livshistorie, men der var noget andet, som trak i den skarpe og engagerede Tovgaard. Nemlig politik.

Den politiske begyndelse

Han var med til at stifte KU i Ballerup i 1945 og i 1950 blev Konservative for første gang opstillet i Ballerup. Vagn blev, trods det store forarbejde, ikke valgt ind i kommunalbestyrelsen før i 1958 og derefter var skæbnen beseglet. Vagn Tovgaard var på vej til at blive en af de førende konservative lokalpolitikere i Ballerup.

Det var nogle turbulente år, hvor Ballerup udviklede sig fra at være en lille by på landet til at være en moderne kommune i udkanten af København. Selvom styret var socialdemokratisk og det gamle arbejderparti sad ganske tungt på magten, så var der alligevel mulighed for indflydelse. Faktisk endte Vagn Tovgaard med at blive valgt som viceborgmester to gange. Første gang i 1968-1970 og anden gang i perioden 1982-1985, hvor titlen blev 2. viceborgmester.

»Det var nogle spændende år, hvor der skete rigtig meget i Ballerup. Kommunen gik igennem en stor udvikling, og konservative fik sat deres præg på kommunen, selvom socialdemokraterne sad på magten. Jeg synes, at vi havde et godt samarbejde, også selvom man måtte slås lidt for at rykke S i en anden retning. Især samarbejdet med Ove E. Dalsgaard var ganske godt igennem årene,« siger Vagn Tovgaard, der stadig husker årstal, personer og begivenheder helt klart og uden tøven.

Plejehjem og rådhus

»Det bedste jeg har været med til, var at få ændret standarden af plejehjem. Jeg mente, at Kirstinehaven skulle renoveres på en helt anden måde, end det var planlagt. Konservative ville have badeværelser på værelserne og i det hele taget mere moderne indretning. Det synes S ikke var nogen god ide. Men sådan blev det, og det dannede siden skole for den måde, man indrettede plejehjem på. Det var en bedrift, som jeg er ganske stolt af,« siger Vagn Tovgaard, som også var en aktiv medspiller i at få bygget det nye rådhus i begyndelen af 1970’erne.

»Der var planer om at bygge et nyt rådhus ved Ballerup Centret. Men det var en dårlig løsning, for der var ingen muligheder for udvidelser og tilbygninger. Så vi gik imod planerne og det endte med, at vi fil placeret rådhuset, hvor det ligger nu. Det er jo en rigtig god placering,« siger Vagn Tovgaard.

Han husker også en af de værste episoder i sin politiske karriere, og det er ikke med stor glæde.

»Vi havde to medlemmer i 1962. På grund af simple fodfejl, så endte de med at blive ekskluderet af kommunalbestyrelsen. Det kunne kommunalbestyrelsen selv gøre dengang, hvor det i dag skal igennem Valgbarhedsnævnet. Det var ren chikane og det var meget ubehageligt,« siger Vagn Tovgaard, der pointerer, at det politiske samarbejdsklima blev meget bedre med årene.

Bedre politisk klima

»Man siger meget om politikere i dag, men tonen og arbejdsklimaet er blevet meget bedre end dengang. Det tror man måske ikke, men sådan mærkede jeg det. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det fortsat er sådan, men det fornemmer jeg,« siger Vagn Tovgaard, der forlod arbejdsmarkedet i 1995 og kommunalbestyrelsen i 1985.

»Det er 30 år siden, det er slet ikke til at forstå. Men der har hele tiden været så meget, så jeg har ikke lagt mærke til det,« siger Vagn.

For den poltiske bacille har bidt sig fast i Vang Tovgaards årer og slippe det spændende arbejde, kan han ikke helt. Selvom han betragtes som lidt af et koryfæ og en af de meget erfarne politiske hunde, man lytter til i partiet, så kender han sin besøgstid.

Aktiv i kulissen

Godt nok er de aktive år som medlem af kommunalbestyrelsen og udvalgsarbejdet forlængst forbi, men Vagn er stadig redaktør af medlemsbladet, ligesom han hjælper kandidater fra hele landet med at koordinere læserbreve og kommentarer.

»Jeg skal ikke være den der gamle politiker, som blander sig i, hvad de nye generationer gør i kommunalbestyrelsen. Så den daglige politik blander jeg mig ikke i. Men i kulissen arbejder jeg stadig. Jeg skriver indlæg, redigerer medlemsbladet og så er jeg i øvrigt i gang med at skrive en bog om Ballerups historie. Så jeg har slet ikke tid til at være pensionist,« siger Vagn Tovgaard, der også får tid til at passe sin familie: Hustruen Lise og de tre børn, der i dag er 65, 62 og 58 år, dertil seks børnebørn og fire oldebørn – indtil videre.

»Min familie har været en stor støtte igennem årene. Uden en solid hjemmefront, fra især min kone, så kunne jeg ikke have satset på at gøre en forskel i politik,« siger Vagn Tovgaard, der kunne fejre noget så usædvanligt som krondiamantbryllup med Lise i 2014.

Skæv boligpolitik

Netop de stærke familiebånd er en af de primære årsager til, at Vagn Tovgaard blev i Ballerup og meget af hans familie ligeså. Men der er også en stor kærlighed til byen.

»Ballerup er en hyggelig by der har formået at bevare en del af sit oprindelige udtryk, samtidig med, at den har udviklet sig. Det kan jeg godt lide. Men der er også revet meget ned og bygget en del boliger. Jeg mener jo, at boligfordelingen er blevet noget skæv med for meget alment byggeri. Det koster i dag,« siger Vagn Tovgaard og får dermed lige pointeret, at de skarpe meninger og trangen til at tage et politisk standpunkt slet ikke er væk for den gamle konservative frontkæmper.

Hvis man vil veksle et politisk ord eller bare sige tillykke til den politiske nestor fra Ballerup, så holder Vagn Tovgaard åbent hus på selve fødselsdagen den 29. juli mellem klokken 13 og 17 på restaurant Kongemosen. Her er alle velkomne til at kigge forbi og få bekræftet, at for nogen er alder bare tal på et papir.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *