Hashpusherne flytter sig – politiet følger med
Politi-aktion-Skovlunde-bander-11.jpg
Det er en klassisk ’gemmeleg’ som pusherne er i gang med overfor politiet. Der bliver sat ind og nogen flytter deres hashhandel få hundrede meter væk. Men alligevel mener politiet, at indsatsen er en succes. Billedet er fra den tidligere indsats i Skovlunde for et par år siden, hvor en hel del pushere blev anholdt og fængslet. Foto: arkivfoto
indsats Kort efter, at politiet havde sat ind mod hashhandelen ved Malmparken, rykkede pusherne sig få hundrede meter. Men politiet rykkede med.

Det er en klassisk ’katten efter musen’ leg, som hashpusherne og Københavns Vestegns Politi har gang i fortiden.

En målrettet indsats i en måneds tid havde ellers betydet, at en lang række sælgere og købere af hash var blevet taget ved Malmparken Station. Men kort efter rykkede nogle af pusherne lidt længere væk og kunne nu ses ved en gangtunnel i nærheden samt ved tapeten tæt ved Magleparken. Så måtte politiet rykke ud igen. Men det er ikke nogen overraskelse, mener politiet.

»Det er jo den ’leg’ vi hele tiden har leget. Vi sætter ind og nogen rykker sig. Vi har anholdt 6-7 stykker på stisystemet og så tog vi to pushere ved Tapeten. Det er helt normalt, at der er nogen der skal forsøge sig alligevel, men vi er over dem. Handlerne har jo efterhånden indset, at de ikke kan stå de mest befærdede steder, så de rykker lidt væk fra de områder, hvor der kommer flest mennesker. De kan godt mærke, at vi sidder tungt på området,« siger Søren Puggaard, politikommissær i Københavns Vestegns Politi og en af de ansvarlige for indsatsen i området.

Hjælp fra borgerne

Succesraten og den hurtige indsats skyldes også den hjælp, som politiet får fra almindelige borgere. Politiet har forbedret kommunikationen i pressen og på de sociale medier og det har betydet, at folk er hurtigere til at spotte, hvis de står sælgere i området.

»Borgerne er meget gode til at melde til os, hvis de ser noget eller føler sig generet af pusherne. Det er en stor hjælp for os, og det er i sidste ende med til at øge presset på pusherne og skabe mere tryghed i området,« siger Søren Puggaard. Han erkender, at man nok ikke kan komme handelen helt til livs.

Undgå tilgang

»Det er en fødekæde og der er altid nogen klar til at tage over. Men samtidig må vi sige, at en del af de folk, som vi tog i den tidligere indsats for et par år siden, dem har vi ikke set igen. Vi samarbejder med lokalpolitiet og de sociale myndigheder. De gør en stor indsats for at få fat i de helt unge, så vi undgår yderligere rekruttering til de grupper. Det er en langsigtet indsats, som vi tror på virker. Men det er klart, at så længe der er penge i det, så længe vil der altid være nogen, der satser på det,« siger Søren Puggaard.

Politiets strategi er klar. De fortsætter presset på pusherne, også selvom der er nogen, der smutter under radaren i første omgang. Politi både i civil og i uniform bruger både den flinke fremgangsmåde og den modsatte.

»Vi er omkring dem og vi kender de fleste af dem. Vi taler pænt til dem og sørger for, at de ikke bliver for sure på os, så vi kan ’samarbejde’. Men hvis den strategi ikke virker, så har vi også jernnæven, hvis det bliver nødvendigt. Formålet er at skabe tryghed og på længere sigt at undgå yderligere rekruttering til bander. Det skal man holde sig klart,« siger Søren Puggaard.

5 kommentarer om “Hashpusherne flytter sig – politiet følger med”

  1. marianne siger:

    de står også i tunlen ved Herlev station

  2. Ulla Larsen siger:

    Udbud følger efterspørgsel og 800.000 danskere ønsker at nyde cannabis i ny og næ. Legaliser det, vi har brugt nok resourcer og politiets indsats er kun symbolsk. Milliarder af skattekroner er spildt og de kriminelles pengepunge bugner.

  3. Mikael Emmertsen siger:

    Det sædvanlige ressourcespild overfor et problem der kun kan løses ved legalisering. Dette komediespil kan ikke fortsætte. Før eller senere må fornuften vinde over følelserne og hash vil blive lovligt. Det fjerner romantiseringen af stoffet og giver bedre kontrol med hvem der sælger til hvem. Det giver flere indtægter til staten og færre indtægter til de kriminelle. Det frigør ressourcer fra politiet til opklaring af rigtig kriminalitet. Det giver ikke mindst større personlig frihed for myndige voksne personer til selv at vælge til og fra.

  4. Ulla siger:

    Det er skruen uden ende, og de eneste som ikke fatter en brik, er politikerne som render rundt med skyklapper på!

  5. Tobias Petersen siger:

    Det ligesom en KARUSSEL 😀 vi tager bare en runde til Hr. betjent 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *