Tung trafik i Egebjerg
Debat Det er med stor undren, at vi kan læse i Ballerup Hastighedsplan 2015-2020, at Egebjergvej er anført som en sekundær trafikvej – beskrevet med ofte mindre trafikmængder, men som stadig kan betjene nogen tung trafik og busser.

Det er rigtigt, at Egebjergvej i Kommuneplanen er anført som en sekundær trafikvej, men i virkeligheden burde den være betegnet – Primær trafikvej.

Dagligt er der store mængder gennemkørende trafik fra Skovvej ad Egebjergvej til Ring 4. Dette skyldes stor belastning af Ring 4 ved AB’s baner i Bagsværd, som gør, at trafikanterne kører over Værløse/Egebjerg til Ring 4 og Lautrupparken.

Herudover har Egebjerggård rigtig meget skole- og institutionstrafik, idet oplandet for Egebjergskolen og institutionerne i området er stort, hvilket især belaster Egebjergvang med store støjgener som følge heraf.

I Kommuneplanen er en af indsatserne i fremtiden udbygning af Ring 4, hvilket jo skyldes, at man udmærket er bekendt med belastningen af denne. Men det medfører jo, at bilisterne benytter det sekundære vejnet.

Vi har holdt meget øje med kabler over Egebjergvej de sidste 2 år, idet der i forbindelse med indsigelse af byggeri på den grønne plæne bag Netto, blev talt meget om trafik og trafikstøj i området Egebjerggård.

Der lå meget kort tid kabler på Egebjergvej, men slet ikke i samme omfang som på Skovvej.

Dette undrer os meget, da vi igen og igen har forsøgt at gøre opmærksom på den heftige trafik på Egebjergvej.

Hvorfor har der ikke været sendt en støjmåling og trafikmåling til Fællesvirket i Egebjerggård, som vi blev lovet, da den nye lokalplan blev vedtaget?

Egebjergvej har 2 bump, men disse larmer mere end de sænker farten, idet det lyder som et trafikuheld, hver gang en lastbil eller en tom trailer kører over. Der burde i stedet opføres chikaner som på Smørumvej, så den gennemkørende trafik bliver besværliggjort mest muligt, og så man samtidig er nødt til at sænke farten. Desuden burde tung trafik ledes uden om Egebjergvej (ikke busser), men lastbiler som ikke har ærindekørsel.

En sidste ting der undrer os er, at datoen for høringsfristen er fastsat til den 11. august 2015.

Mange mennesker er jo på sommerferie og ser formentlig ikke planen i tide? Det udelukker jo en del fra at sætte sig ind i Ballerup Hastighedsplan 2015-2020 og ytre sig herom inden tidsfristen er udløbet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *