Stop stigning i grundskyld
Debat Som det fremgik af Ballerup Bladet i sidste uge, stiger grundskylden i Ballerup igen

Faktisk er Ballerup en af de kommuner i landet, hvor grundskylden stiger mest i de kommende 2 år.

Kommuneaftalen, som fastsætter de økonomiske rammer for kommunerne i 2016, blev fornylig indgået mellem KL og staten. En af forudsætningerne for kommunernes økonomi er, at grundskylden kan stige 6,6 % næste år.

I Det Konservative Folkeparti er vi imod yderligere stigninger i grundskylden og vi ønsker at fastfryse den. Derfor kan vi naturligvis ikke medvirke til kommuneaftalen, som indeholder en stigning af grundskylden. Vi er det eneste borgerlige parti, der tager problemet alvorligt.

Det er ikke rimeligt for nyetablerede familier eller pensionister, at de ikke kan være økonomisk trygge i deres bolig, men skal frygte, hvornår de ikke længere kan sidde i deres bolig pga. boligskatternes himmelflugt.

Her nytter det ikke noget, at hver enkelt kommune forsøger at kompensere ved at justere lidt på grundskyldspromillen, men problemet skal grundlæggende løses på Christiansborg, hvor et forældet og fejlbehæftet vurderingssystem skal afløses af en ny beregningsmodel.

Indtil da er det kun rimeligt, at systemet sættes i bero og grundskylden fastfryses.
Du kan regne med Det Konservative Folkeparti på dette punkt.

8 kommentarer om “Stop stigning i grundskyld”

  1. Keld Rasmussen siger:

    Hvorfor er det lige præcis at grundskylden egentligt skal stige?

    Måske nogle repræsentanter fra den del af byrådet, der besluttede at lade grundskylden stige, kan komme med en forklaring som svar på dette indlæg fra Karsten Kriegel?

    Nedenfor har jeg indsat min kommentar, som jeg lige har skrevet til Ballerupbladets egen artikel om det:

    Hvorfor er det egentligt at grundskylden skal stige? Selv om man har en ramme, der siger hvor meget grundskylden må stige, er der jo ingen der siger at man SKAL udnytte den.

    I artiklen står “…fordi boligejernes betaling altså ikke svarer til den aktuelle vurdering af grundværdien.” Men det er jo ikke en forklaring, nærmere et svagt forsøg på en undskyldning som man håber at kommunens borgere tager for gode varer.

    Tilbage i maj kunne vi læse her i bladet at der er sorte tal, dvs. overskud i kommunens regnskab. Herligt, men det er åbenbart ikke nok. Man har dog fjernet omkostning ved boligsager, f.eks. hvis man ønsker at bygge et nyt hus, så er det gratis at søge byggetilladelse. Det kan virke som om man prøver at lokke boligejere til, og når man så er kommet til kommunen. så sættes kasseapparatet i gang.

    Jeg savner en ordentligt forklaring på hvorfor det er man vælger at grundskylden skal stige?

  2. Thomas Petersen siger:

    Grundskylden er blevet kommunernes pengemaskine. Ingen anden befolkningsgruppe har historisk set været udsat for en skattestigning på 140 % på blot 12 år. Det rimelige vil være at hæve udskrivningsprocenten, så alle borgere i Ballerup er med til, at betale til kommunens velfærd. Det er latterligt, at jeg nu skal betale næsten 4.000 kroner om måneden i boligskat. Derved stiger huslejen med 55 %, selvom vi gennem 25 år har afdraget og nedbragt vores gæld.

  3. Mikael Wandel siger:

    Karsten det er ikke rigtigt at du skriver at de Konservative er det eneste parti der ønsker nedsættelse af grundskylden i Ballerup.
    Venstre i Ballerup var det eneste parti der gik til valg på dette til KV13, og det stadig Venstre i Ballerups største ønske at grundskylden sænkes til gavn for alle i Ballerup.

    Mikael Wandel
    Formand for Venstre i Ballerup
    Medlem af kommunalbestyrelsen

  4. Hans-Jørgen Stenhøj siger:

    Det er godtnok noget af en giftig cocktail der serveres i 2016:

    Stigning i grundskyld på 14-1500 kr.

    Folkepensionens grundbeløb nedsættes med ca. 500 kr./måned, i alt et minus på ca. 7.500 kr.
    Pensionsnedsættelsen fortsætter til og med 2023 har Folketinget – incl Konservative – vedtaget for ca.3 år siden. Nedsættelsen af folkepensionens grundbeløb gøres tilsyneladende for at kunne yde mere i pensionstillæg til de personer der er berettiget hertil. Ikke et ondt ord (lige nu) om de pensionister der kun har deres folkepension at leve af.

    Den nuværende kommunalbestyrelse er næsten halvvejs i valgperioden; gad vide hvor mange af de nye – ja såmænd også de “gamle” – der har tænkt over hvad pengene bruges til i kommunen; har de fx gjort en “need-to-have” og “nice-to-have”-opgørelse for de forskellige departementer i den kommunale organisation. Det er vel altid rart at kunne slå ud med armene for andres penge.

    Og som en anden læser skrev: Det kan godt være at man MÅ sætte grundskylden op – men hvad er begrundelsen for at man GØR det ?

    Jeg er i øvrigt meget i tvivl om hvad det er jeg får for den betalte grundskyld? – hvis jeg handler i Føtex og lægger 300 kr. medfører det at jeg kan købe/få varer af en tilsvarende værdi.
    Når jeg betaler min skat får jeg mulighed for fx at gå til lægen,anvende bibliotek og mange andre ting. Men grundskylden…. for ved siden af den betaler jeg jo for affaldshåndtering,rottebekæmpelse mv.

  5. Keld Rasmussen siger:

    Til Mikael Wandel, Venstre

    Dvs. Venstre i Ballerup står stadig for at ville sænke eller fastfryse grundskylden? Også selv om man kan læse i Jyllandsposten i dag, at Venstreregeringen ikke kan enes med konservative om det?

    Læser jeg JP.dk forkert, eller er Venstre i Ballerup ikke på linje med sin folketingsgruppe på det område?

  6. Mikael Wandel siger:

    Hej Keld

    Vi er ikke enige på dette område med regeringen, hvilket vi også gjorde opmærksom på under valgkampen sammen med vores folketingsmedlem Morten Løkkegaard.
    Det er ikke regeringen der bestemmer hvad Venstre i Ballerups politik skal være, det gør vi heldigvis selv og det betyder også at vi argumenterer for vores sag overfor folketingsgruppen og regeringen.
    Vi arbejder for grundskylden nedsættes i Ballerup kommune det gjorde vi under KV13 og det gør vi stadig.
    Den nye KL aftale gør ikke at vi ændre på dette synspunkt, vi skal have grundskylden sat ned så folk ikke skal flytte fra hus og hjem.

    Mikael Wandel

  7. Thomas Petersen siger:

    Til Karsten Kriegel. Hvis du bekymrer dig om den stigende grundskyld, hvorfor stemmer du så hvert år for et kommunalt budget, der betyder stigende grundskyld ?

  8. Karsten Kriegel siger:

    Til Thomas Petersen:

    Blot til din orientering, så er Det Konservative Folkeparti ikke altid en del af budgetaftalen. F. eks. er vi ikke med i budgetaftalen for 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *