Nye retter på børnemenuen
madskole_8.jpg
De 16 elever på Madskolen i Ballerup er i fuld sving med dagens frokost: Pastapenne med kødsauce og gulerodsstave. Senere på dagen står den blandt andet på tunmousse og grøntsager med citron-makrel-dip. Foto: Flemming Schiller
madskole Mange børn bruger sommerferien på at blive endnu bedre i køkkenet. Madlavning er sjovt og spændende - og børnene er ikke bange for at prøve nye ting, lyder meldingen fra Madskolen i Ballerup.

Selvom sommerferien er begyndt er der livlig aktivitet i skolekøkkenet på Rugvængets Skole i Ballerup. 16 børn i alderen 7-12 år er sammen med fire frivillige voksne samlet for at få finpudset køkkenevnerne og hente ny inspiration til menukortet hjemme i deres familier.

De er på Madskole – et koncept udviklet af 4H, Landbrug & Fødevarer samt Rema1000, hvor børnene i en uge lærer en masse om madlavning, sundhed og hvordan deres daglige måltider kommer fra jord til bord.

GALLERI: Billeder fra Madskolen i Ballerup

Stemningen i køkkenet er helt i top, børnene er delt i fire grupper der hver er i fuld sving med at tilberede dagens frokost som består af pastapenne med kødsauce og gulerodsstave.

»Vi har hakket peberfrugter, gulerødder og løg, og så har vi lavet sådan noget mælkesovs,« forklarer Elisabeth på 10 år, der har sin tvillingesøster Johanne og bedsteveninde Lucia med på Madskole.

De synes alle tre at det er rigtig sjovt at lave mad og er vant til at være med ved kødgryderne derhjemme.

»Jeg laver tit hakkebøffer, vi elsker hakkebøffer – det er en af vores yndlingsretter,« fortæller Elisabeth og peger på Lucia, der nikker ivrigt.

De tre piger er også i gruppe med Sofia på ni år og Freja på syv, som fik lov at komme med, selvom man egentlig skal være otte, fortæller hun.

Freja er vildt god til at hakke løg – så det har hun ordnet til dagens ret. Både hun og Sofia er også vant til at hjælpe til med madlavningen derhjemme.

»Jeg laver tit salater. Men jeg laver tit det samme, så jeg ville gerne lære at lave flere forskellige ting – og nogle nye ting,« forklarer Sofia.

Nye smagsoplevelser

De 16 børn får prøvet en masse nye rette og smagsoplevelser af. Blandt andet har de stiftet bekendskab med – for nogle – helt nye og spændende ting som muskatnød og kapers.

»Vi har også brugt nogle forskellige af de der krydderier,« fortæller Lucia og peger på rækken af krydderurter, der står linet op på køkkenbordet: Rosmarin, timian og basilikum. Pigerne dufter og smager på bladene med blandet fornøjelse.

Det er lidt stærkt, synes nogle og spytter de grønne stumper ud igen. Men de glæder sig alle til at smage retten, der snart skal en tur i ovnen.

»I 30 minutter,« understreger Lucia og får et nik fra én af de frivillige hjælpere, der ligesom børnene bruger en uge af deres ferie på Madskole.

De frivillige voksne har kun rosende ord om de 16 børn.

»De er smadder nysgerrige og der er i hvert fald ingen kræsne børn her,« siger Tina, der selv er kok og er med som frivillig på Madskolen i Ballerup for første gang.

Hendes datter er også med og på den måde får de en uge af sommerferien til at gå med køkkenhygge og nye bekendtskaber. De deltagende bor alle i nærområdet, så derfor kender flere af børnene hinanden på forhånd.

Mere end madlavning

Madskolen handler ikke kun om madlavning men også om sundhed, motion og om hvor forskellige fødevarer kommer fra. Så ud over de tre gange om dagen, de laver mad, bliver børnene også undervist i ernæring og sundhed – for eksempel de 10 kostråd og hvad det vil sige at spise varieret.

Men der bliver også tid til at lege, tage på ekskursion og tilberede mad til et festligt arrangement for forældrene.

Og så er der opvask og oprydning i en uendelighed.

»Når vi laver mad tre gange om dagen, er der også hele tiden noget der skal vaskes op og ryddes væk, så man kan komme til. Det gør jeg meget ud af at forklare dem, så der hele tiden er et naturligt flow og det hele ikke hober sig op. Heldigvis er der nærmest gået lidt sport i at vaske op her i vores gruppe,« fortæller Tina og peger over på Johanne, der har svinget opvaskebørste nærmest uafbrudt, mens avisen har været på besøg.

Pastaretten er færdig og klar til ovnen, så nu har ungerne et velfortjent frikvarter og løber udenfor i det længeventede sommervejr. Senere skal de lave tunmousse og rå grøntsager med citron-makrel-dip.

 

Fakta: Madskolerne kort fortalt

På en Madskole bliver forældrene smidt ud af køkkenet, og børnene tager grydeskeen i egen hånd. De lærer at lave god, sund mad fra bunden, dyrker motion og kommer på ekskursion, hvor de ser fødevarer i kæden fra jord til bord hos en dansk jordbrugs- eller fødevarevirksomhed.

Madskolerne foregår i skoleferien og forløber over fem dage (mandag til fredag i dagstimerne). Formålet med Madskolerne er at lære børn og unge om sund kost og motion på en sjov og aktiverende måde.

Instruktørerne på Madskolerne er frivillige.

Madskolerne er et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, 4H og REMA 1000.

Kilde: www.madskoler.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *