Pengene kommer fra samme kasse!
Debat Efter at have læst Peter Als indlæg i sidste uges avis vedrørende indeklimaet på vores skoler, så kan jeg kun konkludere, at Peter Als og Socialdemokraterne bliver ved med at snakke uden om.

For han ved lige så godt som jeg, at anlægsmidlerne som man har valgt at bruge på Banegårdspladsen, kommer fra den samme kasse som midlerne til indeklimaet på skolerne.

Så derfor er det på ingen måde at sammenblande noget som helst, når jeg udtaler, at man skulle have haft brugt pengene som gik til Banegårdspladsen, på indeklimaet i skolerne i stedet for.

Det er derimod en måde, hvorved en politiker forsøger at udstille mig og borgerne som uvidende om hvorledes tingene hænger sammen. Det er faktisk ret usmageligt!

Han nævner i sit indlæg, at det er hovedløst at sætte penge af til noget, uden at kende omfanget. Det kan han jo mene, men det er ubestrideligt at man på forhånd har vist at den var galt fat med indeklimaet, og det var derfor at jeg ville afsætte 15 mio. til at gøre noget ved problemerne nu. Socialdemokraterne ville kun bruge 2 mio., og det velvidende at dette beløb på ingen måde ville være tilstrækkeligt.

Nu skal man så ud og finde midlerne til at rette op de store problemer som undersøgelsen viser at vi har, og så håber Peter Als at der er anlægsmidlerne nok i budgettet for 2016, til at gøre noget. Havde man fulgt min opfordring og droppet det Banegårdsprojekt, så havde pengene været der nu. Så kunne vi have få udbedret problemerne i sommerferien, i stedet for at det skal vente til en gang i 2016.

Jeg synes at det ville klæde Peter Als at være ærlig og dermed erkende, at man har prioriteret prestigeprojektet på Banegårdspladsen over indeklimaet i vores børns skoler. I stedet lirer han en fortælling af, omkring Gate 21 og et forsøg på Lundebjerg. Er det kompensering for de manglende midler?

Tænk hvis vi havde pengene nu til at kunne følge op på handleplanen! Se, det er forskellen på den måde som Peter Als og Socialdemokraterne, og den måde jeg og Det Konservative Folkeparti agerer på. Jeg prioriterer de kommunale kerneopgaver, i dette tilfælde med indeklimaet, mens de både vil blæse og have mel i munden.

Hvorfor ikke være bare lidt ærlige? Det ville klæde Peter Als og Socialdemokraterne at sige, at penge til Banegårdsprojektet blev prioriteret over penge til indeklimaet på vores skoler, for pengene kommer trods alt fra samme kasse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *