Vil mobilisere vælgerne
jamal.jpg
KV13 Ungdomsrådet og Integrationsrådet mobiliserer vælgere til kommunalvalget for fuld kraft.

Det var slemt nok, at stemmeprocenten i Ballerup ved kommunalvalget i 2009 var nede på 64 pct. Værre var, at stemmeandelen for unge under 25 år var under 40 pct. og for borgere af anden etnisk baggrund helt nede på 26 pct.

Derfor har både Ungdomsrådet og Integrationsrådet med Ballerup Kommunalbestyrelses støtte sat fuld damp på maskinen for at motivere de to grupper til at tage del i demokratiet og sætte kryds.

Rap et budskab

For at få fat i de unge har man sendt breve ud til alle kommunens førstegangsvælgere med en personlig opfordring fra borgmesteren – sammen med en invitation til et noget anderledes valgmøde fredag den 15. november i Baltoppen.

På valgmødet har partierne hver ti minutter til at sælge sig selv fra scenen med helt frie hænder til, om man vil synge, rappe, tale, vise film eller andet for at sælge sit budskab.

Mellem partierne er der DJ, rap med mere og til sidst overtager Pharfar scenen.

Der er sendt 2.600 breve ud, og med plads til 400 i Baltoppen kan der hurtigt blive trængsel om pladserne.

Dagen før, torsdag 14. november, står Ungdomsrådet også bag to valgdebatter på Borupgaard Gymnasium med deltagelse af lokale politikere, lige som man aktivt booster kommunalvalget på facebook blandt andet via sin egen gruppe ”2750ung”.

Valg på mange sprog

Jamal Tabari, formand for Integrationsrådet, oplever også en stigende interesse for at tage del i nærdemokratiet blandt borgere med anden etnisk baggrund.

To valgmøder på rådhuset og på Hedegårdsskolen har haft stor tilslutning og spørgelyst om blandt andet kommunens ældrepolitik og indsatsen mod bandekriminalitet.

»Et stort spørgsmål er også: hvornår er man ikke længere etnisk eller andengenerations indvandrer – hvornår får man lov til bare at være dansker,« fortæller Jamal Tabari om ønsket om for alvor at blive betragtet som en del af samfundet.

Ud over møderne arbejder man også på at udbrede budskabet om kommunalvalget på skrift på mange sprog med budskaber hængt op i boligselskabernes opgange, med brochurer uddelt af bydelsmødrene, med bannere og med hele 4.000 breve udsendt lige op til valget.

Jamal-Tabari-Integrationsrådet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *