Skolen er et holdepunkt for mennesker fra alle sociale lag, der af den ene eller anden grund ikke kan fungere i vores samfund. På skolen er der mulighed for at få en hjælpende hånd til at overvinde de sociale problemer, den enkelte står med.
Filmen følger hverdagen for de skæve eksistenser på skolen med deres skuffelser og sorger – og viser den direkte usminkede tone af åbenhed, humor og ærlighed som præger stedet, hvor der dagligt kommer cirka 400 mennesker.
Filmen vandt den danske dokumentarfilm-pris GuldDok 2008 bl.a. med den begrundelse, at filmens instruktør, Ulla Boye ”har skaffet sig unik adgang til et bortgemt hjørne af vores tilsyneladende velfungerende hverdag og kan kunsten at være enkel og kompleks. Hun kan lave et gribende drama ud af en lavmælt kamp for værdighed”
Filmen varer 50 minutter og efterfølgende vil der være mulighed for en uformel snak om filmen og om hvilke tanker, den har sat i gang.
Hent gratis billet på Ballerup Bibliotek og i de to kulturhuse eller print dem ud fra bibliotekets hjemmeside på bib.ballerup.dk