Affaldssortering: »Det er bare vildt nemt«
Affald-Hanne_Westh_2-copy.jpg
Et år inde i projektet, er Hanne Westh på Birkeengen i Skovlunde så glad for den nye affaldsordning med de tre beholdere, at hun håber, ordningen fortsætter og bliver udbredt til hele kommunen. Foto: Privatfoto
forsøg Efter det første år med test af ny affaldsordning i Skovlunde har deltagerne nået regeringens mål - og lidt til.

Der er stadig plads til forbedring, men der er også meget at være stolt af for de 600 husstande, der er med i forsøgs-affaldsordningen ’Skovlunde Genbruger’.

Regeringens mål er, at husholdningsaffald sorteres med en genanvendelse på 50 procent, og et år inde i projektet er Skovlunde-borgerne allerede så skarpe på sorteringen, at de er oppe på 53 procent, viser den midtvejsevaluering, som kommunen netop har gennemført.

I spørgeskemaet som er blevet sendt ud til alle deltagende husstande svarer 80 procent samtidig, at de er tilfredse eller meget tilfredse med ordningen.

Det skal være nemt

En af dem er Hanne Westh, der betegner sig som heldig, fordi huset på Birkeengen er en del af den nye affaldsordning:

»Jeg håber, ordningen fortsætter, for det er bare vildt nemt. Det krævede lidt mere tankevirksomhed i starten med nogle nye rutiner, men det var kun en måneds tid«

»Det er skræmmende, hvor meget spild-emballage vi faktisk har, nu hvor det bliver synligt. Hvis det kan genbruges, mener jeg også, det bør blive det – og det har vi ikke før nu haft samme incitament til,« tilføjer hun.

I det hele taget er betingelsen for succesen i Hannes øjne, at det er nemt. Og nu, hvor forhaven er indrettet, så de tre affaldsbeholdere står klar til afhentning inde på grunden på den anden side af den nyplantede bøgehæk, slipper Hanne og hendes mand Morten for at huske på at rulle beholderne ud på tømningsdagen.

Den eneste ærgrelse er, at afhentningen af storskrald ikke også sker per automatik, men skal bestilles senest søndagen før afhentning fredag.

»Så meget planlægger vi altså ikke, så ofte ender vi med selv at køre på genbrugspladsen med det. Hvis det skal være nemt, skal man bare kunne sætte ud til en bestemt dag. Der er altid nogle, der har stillet noget ud, så bilerne kører alligevel på vejen,« foreslår hun.

Batter på miljøregnskabet

Alt det sorterede affald fra Hannes og Mortens beholdere bliver sammen med de øvrige 600 husstandes affald vejet af Vestforbrænding.

Med 72 ton madaffald indsamlet i Skovlunde i de første 11 måneder, er det synligt, hvor meget det batter på miljø-regnskabet, når man ved, at hvert ton rent madaffald svarer til 80 kubikmeter biogas og 350 kilo gødningskompost.

Dertil kan i Skovlunde lægges indsamlede 12 ton plast, 28 ton glas, 6 ton metal og 60 ton papir – alle materialer der kan genbruges.

Midt i de gode resultater og ros til Skovlunde-borgerne, er der dog stadig mere at hente. Analyserne af restaffaldet viser blandt andet, at meget mere madaffald kan frasorteres.

Ny ordning fra 2017

Erfaringerne fra det første år og midtvejsevalueringen af ordningen skal bruges til at nå frem til, hvilken affaldsordning alle villaer og rækkehuse i Ballerup Kommune skal have fra 2017.

Selv om 2017 endnu er langt ud i fremtiden, kommer emnet på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden efter sommerferien, hvor man skal beslutte serviceniveauet i den fremtidige ordning – blandt andet om affaldet fortsat skal hentes op til fem meter inde på grunden, som det lige nu er tilfældet i Skovlunde.

Samtidig har Ballerup sammen med fire andre kommuner: Albertslund, Furesø, Ishøj og Vallensbæk, bedt Vestforbrænding om at lave et samlet udbud for en ny fællesordning for indsamling af affald, hvorved kommunerne forventes at kunne opnå stordriftsfordele.

Fakta: Skovlunde genbruger

Hvem: 600 husstande i Skovlunde syd

Hvornår: 1. maj 2014 til marts 2016

Hvordan: Husstandene sorterer i seks kategorier fordelt på tre affaldsbeholdere. Restaffald og madaffald tømmes hver uge, plast og papir tømmes hver fjerde uge, metal og glas tømmes hver ottende uge, og der er indført bestillings-ordning for afhentning af storskrald. Desuden har man en miljøbox til farligt affald.

Hvad så: På baggrund af erfaringerne fra Skovlunde, skal affaldsordningen udvides til hele Ballerup Kommune, hvor man skal have aftaler på plads med vognmændene.

Hvorfor: Danmark er det land i EU, der forbrænder mest affald. Analyser fra danske husstande viser, at en stor del af dagrenovationen kunne være blevet genanvendt, hvis det blev sorteret. Målet i den nationale ressourcestrategi er at nå 50 pct. i 2022.

Kilde: Ballerup Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *