Karmaboy på førstepladsen
Jacob-Riising-copy.jpg
Jacob Riising har skrevet sin første skønlitterære børnebog om Niller alias Karmaboy, der skal redde Skovlunde fra en altødelæggende fiskefrikadellestor komet med kurs mod byens torv. Foto: pressefoto
Skovlunde er kommet på danmarkskortet takket være Jacob Riisings børnebog ’Karmaboy - Kometen og den onde numsekløe’ , der ligger nummer et på bestsellerlisten.

Det der ’karma’ kan fortolkes på mange måder. For tv-værten Jacob Riisings otte-årige søn handlede det mest om, hvad man kunne forlange at få igen, når man nu havde gjort noget godt. I hvert fald opfandt han alteregoet ’Karmaboy’, der gjorde gode gerninger, men så til gengæld også forlangte afregning ved kasse et.

»For eksempel hvis nu lillesøster havde tabt sutten i bilen, så sagde han; bare rolig den klarer Karmaboy. Så samlede han sutten op og sagde; skal vi så ikke liiiige ind på tanken og have et Kinderæg,« fortæller den 37-årige tv-vært og nu også børnebogsforfatter Jacob Riising, der blev så inspireret af sønnikes superhelte-jeg, at han besluttede at skrive en hel bog om ham.

Det blev til ’Karmaboy – og den onde numsekløe’, der udkom i sidste måned og straks strøg til top på børnebestsellerlisten og gav forfattere som Jakob Martin Strid, Lene Kaaberbøl og Halfdan Rasmussen baghjul.

Skovlunde frit fra leveren

Bogen er nærmest en hyldest til Skovlunde. Eller den foregår i hvert fald i Skovlunde.
»Det er breaking news,« understreger Jacob Riising, der dog indrømmer at have digtet lidt frit om Skovlunde.

»Jeg er selv fra Herlev, og så var det bare nærliggende at vælge Skovlunde, da jeg skulle finde på, hvor historien skulle foregå. Skovlunde var sådan et sted jeg cyklede igennem som barn, og hvor jeg gik til frisør. Jeg husker sådan et lille center, hvor der var boliger ovenpå,« fortæller han.

»Og så har jeg engang set Kirsten og Søren optræde der – lige efter de havde vundet Melodi Grand Prix. Det står soleklart for mig endnu, hvordan de stod der i deres gule joggingdragter. Det var stort. Men da de så kom til det der sted, hvor Søren skulle falde i vandet, så tog han bare sådan et lille skridt til siden og lod som om. Og så grinede alle tilskuerne, men jeg blev altså lidt skuffet,« husker Jacob Riising.

Dog ikke mere skuffet end at han besluttede at Skovlunde skulle have en vigtig rolle i hans allerførste skønlitterære bog.

Svært med bøger

Jacob Riising selv har altid haft det lidt svært med bøger, fortæller han:

»Som barn læste jeg kun bøger, som jeg absolut skulle læse i skolen. Som voksen har jeg det faktisk stadig sådan lidt, at jeg skal hakke mig igennem siderne. Også selvom jeg egentlig synes, at det er en spændende bog, så skal jeg altid lige tjekke, hvor mange sider jeg nu har tilbage.«
Derfor er bogen også skrevet lidt til børn som ham selv – drenge, der synes at det er lidt tørt at læse bøger.

»Jeg har forsøgt at skrive den sådan, at den er sjov og fængende. Jeg prøver at bryde den op med nogle skægge kommentarer og fodnoter, så det ikke bare føles som en lang smøre, man skal pløje sig igennem,« forklarer Jacob Riising, der blandt andet indleder historien med en ’installationsguide’ til konceptet bog:

»Du sidder netop nu med en masse stykker papir med påtrykte bogstaver. Du kender tydeligvis bogstaverne, for ellers ville du ikke kunne læse dette. (Hvis du ikke kan læse dette, kan jeg kalde dig en ost, uden du opdager det: OST)«

Komet på vej mod torvet

Historien om Karmaboy handler om, at en komet er på vej mod jorden med kurs direkte mod Skovlunde Bytorv. Alle er tilsyneladende fuldstændig ligeglade med den lurende katastrofe – altså lige med undtagelse af 11-årige Niller, en rødhåret dreng med tændstikarme, der bor på bytorvet.

Niller opfinder Karmaboy som vil hjælpe alle i den hårde tid – og snart ruller historien om en borgmester, der har et missilskjold, som han ikke gider og bruge, og om en mand med numsekløe…

»Ja, og så kan jeg faktisk ikke fortælle dig mere, for så ville jeg være nødt til at slå dig ihjel,« forklarer Jacob Riising.

Så om Niller alias Karmaboy klarer ærterne og redder bytorvet fra den fiskefrikadellestore komet… tja, det må I selv finde ud af. Bogen er ude i butikker og på biblioteker nu.

Fakta: Om Jacob Riising:

Han er kendt som tv-vært på DR’s kanaler, hvor han har lavet et hav af børneprogrammer blandt andet Gepetto News, Ramasjang Skolen, MGP og Amigo. For tiden ses han som quizmaster i voksenprogrammet ’Hvem var det nu vi var’ på DR1.

Han har desuden skrevet fire bøger. Karmaboy er den første fiktionsbog, tidligere har han skrevet ’De 100 sejeste mennesker i verden’, ’Den halvstore Gepetto bog’ (sammen med Karsten Andersen) og ’117 ting du skal nå’.

Karmaboy-copy


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *