Mon skifergassen er steget de konservative til hovedet?
Debat Kære Karsten Kriegel. Du skriver, at jeg i mit læserbrev i sidste uge beskyldte Det Konservative Folkeparti for ikke at bakke op om et brev til miljøministeren med et nej tak til skifergas.

Hvordan kan dette være en ”beskyldning”, når I stemte imod ved både udvalgsmøder og i kommunalbestyrelsessalen, og du endda i slutningen af dit eget læserbrev selv bekræfter mit udsagn? Jeg vil dermed ikke kalde det for en beskyldning fra min side. Jeg vil kalde det for faktuel viden!

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er utrolig glad for, at det franske firma Total har opgivet sit forehavende her i Nordsjælland. Det er dog desværre ikke på grund af den opmærksomhed og modstand, der er opstået rent politisk, men på grund af tekniske årsager. Total mener ikke, at skiferlagene i Nordsjælland er tykke nok til at udvinde noget af særlig betydning, så derfor stopper de.

Det var da svineheldigt for os! Men heldet følger ikke med til Nordjylland. Her må borgerne stadig kæmpe en kamp mod de prøveboringer, som er i fuld gang med at perforere undergrunden. Prøveboringer, der blev givet to tilladelse til i 2010 af den daværende energiminister Lykke Friis fra Venstre. Altså var det under en VK-regering, de blev udstedt, ikke under en socialdemokratisk ledet regering!

Ingen fortalte dengang Folketingets energiudvalg, at tilladelserne handlede om skifergas. Blot at der var tale om prøveboringer efter gas! Jeg ved godt, at du ikke stiller dig forrest i kampen for de nordjyske borgere, men jeg vil i hvert fald gerne vise dem, at der er andre her i landet, der støtter dem og bakker op om deres protest! I det her tilfælde med en tydelig protestskrivelse fra Ballerup Kommune.

At du, Karsten, ærgrer dig over, at vi fra socialdemokratisk side her i Ballerup vil ”afskrive [os] mulighederne for denne alternative energiform” vidner igen om dit grundsyn.

For mig er skifergas IKKE en alternativ energiform. Det er derimod vind-, vand-, bølge- og solenergi. Vi kæmper en global kamp for at nedsætte CO2-niveauet, så dine og mine børne- og oldebørn også har en forholdsvis ren klode at bevæge sig rundt på. En yderligere udvinding af fossilt brændstof er da hul i hovedet i forhold til de grønne mål, vi har sat os.

Så når du skriver, at jeg fører panikagtig, populistisk symbolpolitik, så ”må jeg virkelig tage mig til hovedet”!


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

2 kommentarer om “Mon skifergassen er steget de konservative til hovedet?”

  1. Birgitte T. Nielse siger:

    Stop udvinding af Skifergas …
    Jeg er Nordjyde, og bekymret

  2. Martin jensen siger:

    Enig Birgitte T. Nielsen ,jeg er fra sjælland og også bekymret.

    Men Lad os for guds skyld få skiftet de forfærdelig osende
    diesel busser ud med nogle der køre på gas. Nu når vi alligevel har masser af det i nordsøen.

    Desværre er det ikke så relevant for politikerne. Forureningen fra den kollektive trafik er ikke
    så intressant at snakke om ,og da slet ikke at gøre noget ved det .

    Tænk at vi stadigvæk bruger Diesel Olie i vores kolletive transport.
    Der er ikke meget grønt over det , det er sort vækst lige ned i vores lunger.

    Jeg tør slet ikke tænke på de konsekvenser det kan få for grundvandet ,hvis der skal udvindes skiffergas på land .. Men jeg er bange for at det sidste ord ikke er sagt i denne sag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *