Kreativ lokal afledning af regnvand
Helle-Tiedemann-regnvand-1.jpg
Vandet blandt andet fra Helle Tiedemanns udendørs brusekabine løber ned i dette bed. Foto: Brian Lindberg
Klima I forbindelse med Ballerup Kommunes klimadag den 19. september er et af emnerne lokal afledning af regnvand.

I den forbindelse gør formanden for teknik- og miløudvalget, Helle Tiedemann, opmærksom på, at det er vigtigt, at alle gør noget for ikke at smide unødvendig meget vand gennem kloakkerne og dermed gennem renseanlægget – for der er ingen grund til at rense regnvand, som skal tilbage til grundvandet.

»Jeg har som formand for teknik- og miljøudvalget en pligt til at gå forrest og vise vejen. Da jeg skulle bygge udestue på huset var overvejelserne mange, blandt andet i forbindelse med afvanding af taget. Jeg overvejede en faskine, men læste rigtig meget om lokal afledning og besluttede, at vandet bare skulle sive lige så stille nedad til grundvandet. Jeg så mange, flotte løsninger, men endte med at lave regnbedet i en sjov facon og så plante smukke græsser, stauder, et enkelt træ og så lægge barkflis. Efterhånden er det vokset til og ser nu rigtig fint ud,« fortæller Helle Tiedemann.

Bad i det fri

Familien Tiedemann fik samtidig bygget et udebad, altså et udendørs brusebad, som den bruger på varme dage, til hundevask og andet.

»Det er bare superhyggeligt at stå under Vorherres himmel, høre fuglesang og tage sit brusebad,« mener udvalgsformanden.

Regnbedet er et billigt alternativ til faskinen og kan indgå som en flot og rekreativ løsning i haven. Regnbedet opbygges som en lavning i haven, som vandet ledes til. I bunden af regnbedet lægges et sandblandet muldlag med høj infiltrationsevne. Planterne i bunden af bedet skal kunne tåle at stå i vand såvel som klare tørre perioder. Der kan også plantes græs, der kan klippes som resten af plænen

Utraditionel tænkning

Lokal Afledning af Regnvand (LAR) er en stadig mere udbredt metode til at håndtere overfladevand fra bygninger, pladser og veje. Fremtidens byer skal tilpasses hyppigere og kraftigere nedbørshændelser – og LAR er et godt og billigt værktøj hertil.

I stedet for at lave dyre udvidelser af kloaksystemet, forsinker, fordamper, nedsiver eller genanvender man regnvandet, hvor det falder. Den bæredygtige regnvandsløsning er tilpasset lokale forhold. Forskellige metoder til Lokal Afledning af Regnvand kan derfor betragtes som værktøj i en værktøjskasse. Når et afvandingsproblem skal løses, vælger man det værktøj, der passer bedst til de lokale mål, muligheder og begrænsninger.

Ved at turde tænke utraditionelt kan du på én gang være med til at løse fremtidens afløbsproblemer, spare penge, og skabe nye spændende muligheder i gårdanlæg, på grønne arealer og i byen.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *