BAK-børn vinder pokalturnering
atletik Ballerup Atletik Klub vandt de 7-13-åriges pokalturnering mellem BAK, Frederiksberg IF og Bagsværd AC efter tre meget flotte holdkampe.

Det blev som ventet en meget tæt kamp mellem de tre klubber. BAK vandt første runde på hjemmebanen i Ballerup og holdt pointforspringet efter anden runde i Bagsværd.

I sidste runde gjorde FIF alt hvad de kunne for at indhente BAK på deres hjemmebane, men vandrepokalen forblev på Balleruphænder – og der kommer den til at stå indtil klubberne næste år gentager denne nye måde at holde stævne på.

Den samlede pointscore blev: Ballerup AK: 1435 point (570 + 398 + 432), FIF Frederiksberg: 1375 point (381 + 373 + 575) og Bagsværd AC: 1295 point (389 + 458 + 413).

»Turneringen har været en succes og blevet godt modtaget af børn, forældre og klubber. Klubberne har en regional samhørighed og stævnevarigheden og størrelsen på stævnet er passende. Samlet set har Ballerup AK haft cirka 40-55 børn til start ved hver af de tre stævner. Et tilsvarende antal har både FIF og BAC haft med. Man kunne overveje at invitere flere klubber med ind i turneringen, men der er næppe plads til flere klubber med det deltagerantal BAK, BAC og FIF kan stille alene,« siger Ulrich Engmark fra stævneudvalget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *