Politi uge 21
Døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Stjal cigaretter på tanken

Mandag den 18. maj klokken 05.18 havde en tankstation på Hold-An Vej i Ballerup besøg af en butikstyv.

Tyven kom ind på tanken og ville købe ti kartoner cigaretter. Ekspedienten fandt kartonerne frem og lagde dem på disken, men da ham et kort øjeblik vendte ryggen til for at finde en stregkode på cigaretterne, rakte tyven armen over, tog posen og slap af sted med ni kartoner.

Udenfor kiosken holdt en mørkegrøn Toyota sportsvan, som manden sprang ind i.

Tyven beskrives som: Mand, anden etnisk baggrund end dansk, 25-27 år, 170-175 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden og talte dansk. Iført sort kasket, blå polo T-shirt, grå hættetrøje med lynlås, grå træningsbukser, sorte sko med hvid sål.

 

Tricktyveri på Banegårdspladsen

Mandag den 18. maj klokken 16.15 blev et tricktyveri anmeldt på Banegårdspladsen i Ballerup.
Ukendte gerningsmænd fulgte efter en 79-årig kvinde fra Skovlunde efter hun havde handlet.

De lod som om de ville hjælpe hende ind i toget med hendes rollator, men i stedet stjal de hendes pung med kontanter og diverse kort.

Gerningsmændene beskrives som:

A. Mand, Nordeuropæisk af udseende, 35-40 år, 175-180 cm høj, kraftig af bygning, kort rødt hår og rødblisset Iført sort vindjakke og mørke bukser.

B. Mand, Sydeuropæisk af udseende, 40-45 år, 165-170 cm høj, fedladen af bygning, hvid i huden og gråt kort hår.

 

Mand væltede ung pige af cyklen

Tirsdag den 19. maj klokken 15.40 blev en 16-årig pige udsat for en ubehagelig voldelig opførsel fra en ukendt, mandlig cyklist.

Den unge pige kom cyklende på cykelstien på Borgerdiget i Herlev. En mand kom kørende mod hende og idet de to passerede hinanden gav han hende et slag med knyttet hånd, så hun faldt af cyklen. Manden forsatte videre, uden at sige et ord.

Den unge pige fra Søborg, måtte en tur på skadestuen til tjek efterfølgende, oplyser politiet.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, 55-65 år, hvid i huden, grå hår og iført en grå/hvid/blå heldragt.

 

Kørte med stoffer i blodet

Torsdag den 21. maj klokken 01.20 standsede politiet en personbil i Peberhaven i Herlev. En narkometertest viste, at føreren, en 19-årig mand fra København, var påvirket af euforiserende stoffer.

Samtidigt viste det sig, at manden førte personbilen, selvom hans førerret var midlertidigt inddraget. Den 19-årige blev sigtet for begge forhold.

 

Hjælp politiet

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre med oplysninger til disse sager. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Michael Liebst Sørensen på telefon 72 58 73 55, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *