En kærlig opsang til pigerne
inez_1.jpg
Til efteråret står Inez Gavilanes i spidsen for en pigeklub på Ballerup Bibliotek, hvor fokus bliver på indre- og ydre skønhed. Foto: Flemming Schiller
Skønhed Inez Gavilanez fra Ballerup er aktuel med sin helt egen skønhedsbog ’Hej Smukke’, hvor hun håber at gøre op med pigers evige jagt på urealistiske skønhedsidealer.

»Det var lidt af en øjenåbner for mig, da jeg for nogle år siden var dommer til en miss-konkurrence. Jeg sad der og kiggede op på pigerne. De var alle sammen høje, slanke og smukke, men der gik det bare op for mig, at det slet ikke var det, der var det afgørende. De skulle svare på forskellige spørgsmål, og der blev det så tydeligt for mig, at det var personligheden der afgjorde alt. Den måde de opførte sig på og om de kunne finde ro i sig selv. Det var lidt af en øjenåbner for mig,« fortæller 37-årige Inez Gavilanez.

Hun er nyforelsket, tilbage i Ballerup efter en kort afstikker til Herlev og desuden aktuel med sin helt egen skønhedsbog ’Hej Smukke’ med tip, tricks og opskrifter på hjemmelavede skønhedsprodukter.

Bogen, der udkommer 1. juni, har hun skrevet dels for at dele ud af sine mange skønhedstips – dels for at komme med en kærlig opsang til piger og kvinder, som fokuserer alt for meget på ydre skønhed og alt for lidt på deres indre.

»Jeg har jo selv beskæftiget mig ufattelig meget med skønhed de sidste mange år. Og selvom jeg elsker at ’’dulle mig op’’, så var jeg simplethen ved at kaste op over at skulle bruge så meget tid på at gøre mig i stand, hver eneste gang jeg skulle ud af døren,« forklarer hun

Især årene i musikbranchen – både som solist og som en del af gruppen Sukkerchok – handlede meget om at se godt ud for Inez.

»Der er sådan en mærkelig dobbelthed i det. For det betyder jo rigtig meget for mig – også stadigvæk – at se godt ud. Og jeg har da brugt utrolig mange år på at gå og ønske, at jeg lige var lidt højere eller lidt tyndere. Men i virkeligheden er det jo dybt latterligt, at bruge så meget energi på noget, man alligevel ikke kan lave om på. Og som når alt kommer til alt er totalt ligegyldigt,« siger hun.

Min egen bedste ven

Men som ’kendt ansigt’ på både tv, i blade, magasiner og musikvideoer har Inez Gavilanez også selv været med til at bære brænde til bålet. Det ved hun godt, og det er blandt andet også derfor, at hun har skrevet ’Hej Smukke’.

»Jeg har selv under optagelserne til en musikvideo stået på en spand med et total stramt korset på og en lang kjole ud over, så det så ud som om at jeg var meget højere og tyndere, end jeg i virkeligheden er. Og nu har jeg bare lyst til at gå ud og fortælle sandheden – at virkeligheden er én ting og det man ser i bladene eller musikvideoerne er noget andet,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er selv 160 høj, har et flyveøre og lidt for mange kilo på sidebenene. Men det er okay,« smiler hun.

Det har ikke altid været okay – men det er det blevet, fordi hun selv ville det.

»Før i tiden talte jeg ofte mig selv ned – for eksempel kunne jeg finde på at sige; hey gør lige plads til en stor fed røv, lige inden jeg satte mig ved siden af folk. Bare sådan lidt i sjov – men også fordi, så kom jeg da lige den i forkøbet,« fortæller hun.

»I dag er jeg meget mere glad og tilfreds med mig selv. Man kan sige, at jeg er blevet min egen bedste ven. Jeg taler pænt om og til mig selv, og behøver ikke at gå og skælde ud på mig selv over alt muligt.«

Det handler om fokus

Den udvikling Inez har været igennem, vil hun gerne bruge til noget. Noget der kan hjælpe andre unge piger, så de kan vokse op og føle sig smukke – uanset hvordan de ser ud.

»Det lyder som en dårlig kliche, men det er sandt: Alle er smukke på hver deres måde. Og det gælder om at elske sig selv, med det man nu engang har,« siger Inez og tilføjer:

»Det var der da nogen, der glemte at sige til mig, da jeg var lille.«

»Altså bortset fra min mor, hun sagde det selvfølgelig, men det er bare ikke rigtig nok,« skyder hun hurtigt ind.

Derfor nøjes Inez ikke bare med at udgive bogen. Hun har også besluttet sig for at stå i spidsen for en helt ny pigeklub i Ballerup, hvor hun vil forsøge at inspirere helt unge piger.

Klub for piger i Ballerup

Pigeklubben skal være for piger i 7. og 8. klasse, og den kommer til holde til på Ballerup Bibliotek, hvor de formentlig 15 piger skal mødes ti tirsdage henover efteråret med start 1. september.

De får et lokale, hvor de i fred og ro kan eksperimentere med hjemmelavede skønhedsprodukter, makeup og styling.

Inez Gavilanez skal lede pigeklubben – og hun vil lære dem en masse om såvel indre som ydre skønhed. Inez har i forvejen erfaring med at afholde selvværds-workshops, så hun håber at kunne give pigerne en masse positive oplevelser og redskaber med hjem.

»Tænk engang hvis man kunne indoktrinere unge piger med, at de er gode nok og smukke som de er. Hvis det kunne være den muld, de voksede op i. Det ville da være fantastisk,« siger hun.

Da der kun er et begrænset antal pladser i Pigeklubben, skal interesserede nok være hurtigt ude, når der er tilmelding på biblioteket fra 14. august. Det er gratis at være med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *