Svar på læserbrev om skifergas
Debat I Ballerup Bladet i uge 20 spørger klima- og energimedarbejder i Greenpeace, Tarjeii Haaland, om Ballerup Kommunes holdning til skifergasudvinding.

Til dette kan jeg kun svare, at borgmester Jesper Würtzen allerede har formuleret et brev til miljøminister Kirsten Brosbøl, hvori han siger nej tak og yderligere opfordrer til et stop for udvinding af skifergas.

Dette brev godkender vi på Kommunalbestyrelsesmødet tirsdag den 26. maj. Så jeg kan vist godt tale på de socialdemokratiske kommunalbestyrelsesmedlemmers vegne, når jeg siger, at Ballerup Kommune på ingen måde ønsker, at Total påbegynder prøveboringer i vores område.

Desværre har de Konservative og Venstre ikke ønsket at bakke op om brevet.

Min egen holdning er helt klar: Jeg kommer aldrig til at lægge stemme til at støtte hverken Total eller andre selskaber, der ønsker at drive ”rovdrift” i vores undergrund med en metode, der i den grad kan sætte gang i miljøforstyrrende kædereaktioner i vores natur.

Én ting er at udvinde gas fra naturligt opståede lommer i undergrunden, men at sprække en sedimentær bjergart, hvor gassen aldrig naturligt ville komme til overfladen, og indpumpe farlige kemikalier (borevæsker), som kunne forurene vores grundvand, er en helt anden og langt mere skrækindjagende ting.

Jeg har faktisk utrolig svært ved at forstå, hvordan i alverden Total overhovedet kunne få den tilladelse i denne del af verden, hvor vi i årtier har kæmpet for, at den grønne energi skulle udvikles og integreres for at spare på CO2-udslippet i atmosfæren.

Nogle gange må jeg tage mig til hovedet!

1 kommentar om “Svar på læserbrev om skifergas”

  1. Jens Ohlsson siger:

    Det er godt at et stort flertal i kommunalbestyrelsen vælger at tage afstand fra prøveboring efter skifergas, da fracking kan medføre forurening af vores grundvand. Omvendt er det beskæmmende at Venstre og Konservative ikke kan se de miljømæssige risici.
    Heldigvis ser det nu ud til at Total har opgivet yderligere efterforskning i Nordsjælland, hvilket sikkert skyldes den massive folkelige modstand, som de er blevet mødt med.
    Charlotte Holtermann undrer sig over at Folketinget i 2010 gav tilladelserne til efterforskning. Jeg må bare konstatere at dengang stemte alle partier for – undtagen Enhedslisten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *