Farvel til morgenjuicen
Viola-diabeteskursus-copy.jpg
Viola Carlsen og sundhedskonsulent Pia Sehested ser nærmere på de gode råd, der kan holde Violas type 2 diabetes i skak. Foto: privatfoto
Diabetes Kommunen tilbyder gratis kurser for borgere med type 2 diabetes. Viola Carlsen har været med og er blevet meget klogere på sin sygdom.

Det er ikke altid lige nemt, når man efter et besøg hos lægen pludselig sidder med en diagnose, som man ikke kender så meget til.

En af dem, der har prøvet det er Viola Carlsen, der har fået konstateret en mild grad af type 2 diabetes. Og hvad stiller man så op med sådan en diagnose?

Viola slog til, da kommunen tilbød hende, at komme med på et gratis kursus i SundhedsHuset, hvor deltagerne alle var Ballerup-borgere med type 2 diabetes inde på livet. På kurset fik deltagerne masser af gode råd til, hvordan de selv kan være med til at holde sygdommen i skal – blandt andet ved hjælp af kostændringer og motion.

»Jeg har en mild grad af diabetes, så det er ikke nødvendigt for mig at tage piller eller insulin endnu. Da jeg fik konstateret den milde grad, ville jeg gerne vide mere om sygdommen, og på kurset har jeg fået langt bedre viden og forståelse for sygdommen. Jeg er blandt andet blevet meget opmærksom på at spise og drikke anderledes i forhold til sygdommen,« siger Viola Carlsen.

Én af de helt konkrete ændringer, som Viola har foretaget, er at sige farvel til morgenjuicen, som hun har drukket hver morgen i mange år.

»Jeg har altid troet, at et glas juice om morgenen var sundt. På kurset gik det op for mig, at frugtsukkeret ikke er godt for mig. Så nu drikker jeg ikke juice mere,« fortæller Viola.

Flere forskellige kurser

Kurset, som Viola har været på, er gratis og foregår i SundhedsHuset på Gl. Rådhusvej i Ballerup. Her tilbyder de udover diabeteskurset også kurser inden for KOL, hjertekarsygdom, kræft eller nyopståede lænderyg smerter.

Kurserne kræver lægehenvisning, men interesserede kan kontakte SundhedsHuset på telefon: 44 77 28 63 og høre nærmere.

Fakta: 5 råd til folk med type 2 diabetes:

• Sørg for at din kost indeholder groft brød og grove grøntsager

• Spar på fedt, smør og olie

• Undgå for meget sukker

• Vær fysisk aktiv hver dag

• Hold op med at ryge

Kilde: Ballerup Kommune/SundhedsHuset

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *