Ballerup Gymnastikforening fik flere mesterskaber
gym.jpg
Laura Smedegaard blev individuel danmarksmester ved DM i Taastrup i forrige weekend. Foto: privatfoto
gymnastik I weekenden den 9.-10. maj blev der i Taastrup Idræts Haller afviklet danmarksmesterskab i rytmisk sportsgymnastik for grupper, de yngste individuelle gymnaster samt disciplinfinaler for seniorer.

Det blev en stor succes for Ballerup Gymnastikforening.

Lørdagens konkurrence startede med grupper, hvor BG lagde ud med demi-minigrupperne Blume og Flower (6-9 år). På trods af nervøsitet magtede begge grupper at bevare koncentrationen om deres bolde og gik hjem med henholdsvis sølv- og bronzemedaljer om halsen.

BG’s minigruppe (-13 år) placerede sig med deres kølleserie på en andenplads.

Med 29 individuelle gymnaster i rekrutrækken (10-13 år) var der lagt op til en meget spændende konkurrence og især med tæt kamp om placeringen i top tre. Deriblandt var BGs landsholdsgymnast 11-årige Isabella Vejby Schultz. Nerverne stod på højkant, men hun bevarede fokus og leverede sine tre serier (tøndebånd, bold og serie uden håndredskab) med høj intensitet, dynamik og præcision. Så sikkert at det gav hende en sølvmedalje.

Søndag var 21 individuelle gymnaster i minirækken (-10 år) klar til at betræde konkurrencearealet. BG’s nykårede sjællandsmester 9-årige Alma Sofie Højgaard Pedersen gik atter til tops og vandt denne gang DM-guldet foran sølvvinderen Maren Paulsen fra T.I.K. og bronzevinderen Maja Lemming fra Næsby.

Weekendens DM sluttede med seniorernes meget spændende disciplinfinaler indenfor håndredskaberne: tøndebånd, bold, køller og vimpel.

BG’s 15-årige danmarksmester Laura Smedegaard Hansen kvalificerede sig som eneste juniorgymnast til finalerne, hvor hun i tre ud af tre mulige serier skulle kæmpe mod landets bedste seniorgymnaster.

Laura var i sit es og formåede at præstere sit hidtil bedste. Hun brillerede med sin boldserie og fejede de stærke seniorgymnaster af banen og gik meget overrasket og glad til tops fik sit første guld-æg om halsen. Det blev til en 5. plads med tøndebånd og en 4. plads med køller.

Træningen for Laura Smedegaard og hendes holdkammerat Isabella Vejby Schulz, fortsætter mod Skåne-Danmark landskamp den 6. juni i Sverige, international konkurrence i Spanien sidst i juni samt udtagelse til Nordisk mesterskab i marts 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *