Ikke overrasket over tæsk for lavere erhvervsklima
Jesper-Würtzen-erhvervspolitik.jpg
-Vi har ikke sovet i timen. Vi vidste godt, at vores erhvervspolitik trængte til en modernisering. Det var derfor, vi vedtog en ny erhvervspolitik før sommerferien, siger borgmester Jesper Würtzen (S).
Erhvervsklima Ballerup er buldret ned af Dansk Industris rangliste over de mest erhvervsvenlige kommuner. 24 pladser ned fra nr. 6 til 30. Den nye erhvervspolitik skulle dog tage højde for kritikpunkterne.

De borgerlige er bekymrede, men har selv været med til at vedtage modsvaret til resultaterne af den undersøgelse, som i sidste uge bombede Ballerup Kommunes erhvervspolitik langt tilbage.

Det var Dansk Industri, som kom med den årlige undersøgelse af erhvervsklimaet i landets kommuner.

Sidste år lå Ballerup, der er landets tredjestørste erhvervskommune, samlet på en flot sjetteplads. I år er kommunen dumpet 24 pladser ned til en 30. plads.

Placeringen er ingen tilfredse med, men mens borgmester Jesper Würtzen er fuld af fortrøstning, fordi kommunens nye erhvervspolitik tager højde for kritikpunktnerne, er de borgerlige kritiske.

Ikke blandt 20 bedste

Hovedpunkterne i undersøgelsen er for Ballerups vedkommende, at kommunen for første gang ikke er blandt de 20 bedste kommuner i landet, hvad angår erhvervsklima.

Kommunen går tilbage i samtlige kategorier bortset fra kategorien ’infrastruktur og transport’, hvor man har forbedret sig med tre pladser fra nummer 15 sidste år til nummer 12 i år.

Ellers er der tilbagegang over hele linjen.

Det største fald finder vi i ’information og dialog’, hvor kommunen er gået 41 pladser tilbage fra nummer 22 sidste år til nummer 63 i år.

Den laveste placering finder vi i kategorien ’skatter, afgifter og gebyrer’, hvor Ballerup Kommune ligger på 69. pladsen. Sidste år lå Ballerup nummer 36 i denne kategori.

Formanden for DI Hovedstaden, Søren Larsen, siger om Ballerup Kommunes resultat:

»Ballerup Kommune har i de seneste år gjort en stor indsats for at forbedre sagsbehandlingen på bl.a. byggesager,« fortæller han:

»Virksomhedernes vurdering af erhvervsklimaet er imidlertid faldet en del i år. Størst utilfredshed er der med kommunens brug af private leverandører og de kommunale erhvervsskatter og afgifter, herunder dækningsafgiften. I forhold til tidligere år efterspørger virksomhederne samtidig markant mere information og dialog mellem erhvervslivet og kommunens politikere.«

Ikke tilfredsstillende

Borgmester Jesper Würtzen er lidt delt i sin holdning til undersøgelsen. Han beklager placeringen, men glæder sig over, at kommunen fremadrettet er godt på vej.

»Det er bestemt ikke tilfredsstillende, at vi er gået så meget ned,« siger han til Ballerup Bladet:

»Men vi vidste godt, at vores erhvervsstrategi trængte til at blive moderniseret. Det er også derfor, vi før sommerferien i en enig kommunalbestyrelse vedtog en ny erhvervspolitik, som tager højde for den kritik, undersøgelsen rejser.«

Om en måned skal budgettet for 2014 vedtages, og i budgetforslaget vil der være flere bud på, hvordan erhvervsindsatsen styrkes.

Ny erhvervspolitik

Blandt andet virksomhedernes ønske om markant mere information og dialog imødekommer den nye erhvervspolitik, lover borgmesteren:

»Den øgede dialog med virksomhederne vil blandt andet ske på netværksmøder på rådhuset. Virksomhederne vil desuden frem over få kun én kontakt til kommunen: Én person, som man kan kontakte vedrørende beskæftigelse, miljø, byggesager og andet,« siger han og fortæller, hvad han mener, at Ballerup Kommune kan bruge undersøgelsen til:

»Vi kan bruge den til at få bekræftet, at vores enige beslutning om at modernisere erhvervs- og beskæftigelsespolitikken er helt rigtig. Det er rigtig ærgerligt med den placering nede i feltet, men vi har jo ageret Resultatet kommer ikke bag på os. Vi har ikke sovet i timen, men har arbejdet med tingene længe og i dialog med erhvervslivet,« siger Jesper Würtzen.

De borgerlige

De borgerlige er heller ikke tilfredse med placeringen.

Den konservative spidskandidat, kommunalbestyrelsesmedlem Martin Jonassen, siger til Ballerup Bladet:

»Konklusionen er, at vi er for dyre, har for langsom sagsbehandling, og kommunikationen er for dårlig. Det kan vi ikke være tjent med, og det er noget, der må og skal laves om på med det samme,« siger han og fortsætter:

»Det er paradoksalt, at S, SF og DF på seneste møde i kommunalbestyrelsen valgte at pålægge erhvervslivet ekstra sociale klausuler. Det vil påvirke forholdet til det lokale erhvervsliv i en endnu mere negativ retning. Vi vil opfordre borgmesteren til at implementere DI’s anbefalinger, så Ballerup igen kan blive en af landets fremmeste erhvervskommuner.«

Venstres borgmesterkandidat, Kåre Harder Olesen, skriver på Facebook, at Ballerup Kommune sagtens kan gøre det bedre. Og han forklarer, hvorfor Ballerup er faldet så voldsomt på et år:

»Det skyldes flere faktorer – herunder for høje skatter, afgifter og gebyrer samt manglende dialog med erhvervslivet. Og det hjælper helt sikkert ikke på den fremtidige placering, at flertallet i kommunalbestyrelsen netop har vedtaget at pålægge erhvervslivet nye byrder i form af sociale klausuler.«


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *