Ekstra hjemmehjælp til de svageste
ldrepleje2-copy.jpg
Godt 100 hjemmehjælpsmodtagere vil i løbet af sommeren få tildelt en halv times ekstra hjemmehjælp, som de kan bruge efter eget ønske. Foto: Colourbox
Hjælp Der bliver en halv times ekstra hjemmehjælp om ugen til kommunens svageste. Og de må selv vælge, hvad den skal bruges på.

Der er godt nyt for de svageste hjemmehjælpsmodtagere i Ballerup Kommune. For med en pose penge fra den såkaldte Klippekortsordning kan Ballerup Kommune give en gruppe af hjemmehjælpsmodtagere en halv times ekstra hjemmehjælp om ugen.

Der er bevilliget godt 2,1 millioner kroner, som skal fordeles over det sidste halvår af 2015 samt 2016. Det bliver den enkelte hjemmehjælpsmodtager selv, der vælger hvad den ekstra halve time skal bruges på.

»Det kan for eksempel være en gåtur, lidt selskab under et måltid, en tur på cafe eller noget helt andet,« fortæller formand for Social- og Sundhedsudvalget Lolan Ottesen (A) og fortsætter:

»Borgeren skal selv have lov til at bestemme, for det er individuelt, hvad der forsøder vores tilværelse og giver os gode oplevelser. Tilbuddet er fleksibelt og vil give medbestemmelse til de svageste borgere, som ofte er dybt afhængige af vores hjælp i hverdagen, og vi glæder os til at komme i gang og skabe livskvalitet for nogle af vores allersvageste borgere,«

Ballerup Kommune forventer at komme ud til de første af godt 100 borgere i løbet af sommeren.

Indsatsen er finansieret af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *