Farlig fodbold ved trafikeret vej
boldbaner_3.jpg
Bare en lille smule højde på en bold, og den ryger direkte ud på den trafikerede Skovvej. Trods tidligere henvendelser er det ikke lykkedes den bekymrede borger at få sat et højt hegn op ved boldbanen. Foto: Flemming Schiller
Afskærmning Der opstår livsfarlige situationer ved Skovvej fordi boldbanerne ved Højagerskolen ikke er afskærmet med et hegn.

Der kører rigtig mange biler på Skovvej og rigtig mange køre temmelig hurtigt, uanset om der periodevis er politikontrol eller ej.

Derfor køres der også fordi boldbanerne på Højageraskolen i høj fart. Det betyder, at der kan opstå en del potentielt livsfarlige situationer, når børnene spiller bold på banerne lige op til vejen, målet står lige ud til kanten af banen og der skydes forbi mål.

Flere bilister har oplevet, at en bold med et efterfølgende barn kommer styrtende ud på vejen for at fange bolden, og dermed sætter sig selv og en intetanenede bilist i stor risiko for et måske fatalt sammenstød.

En af de bilister der har oplevet det, er Poul Badura fra Ballerup. Han har før henvendt sig til Ballerup Kommune om den farlige situation og pointerer, at et højt hegn ud til Skovvej ville løse problemet. Men hidtil har hans henvendelser ikke båret frugt.

Ikke pænt hegn

Han skriver i en mail til redaktionen, at han henvendte sig til Ballerup Kommune i 2012 for at gøre opmærksom på problemet, men fik dengang angiveligt at vide, at stadsarkitekten ikke syntes ’det så pænt ud’ med et højt hegn ud til vejen. Derfor opsatte man nogle lave hegn, der måske nok løser problemet med lave bolde langs jorden, men ikke høje bolde, der stadig ryger lige ud på kørebanen.

At man ’vender banerne’ så der kun spilles langs Skovvej er tilsyneladende ikke slået igennem, og derfor er et højt hegn, ifølge Poul Badura, det eneste værn imod en lurende ulykke.

Samtidig har boldspillerne for tiden placeret målet således, at ikke blot vender det ud mod Skovvej, men det står placeret imellem to høje beplantninger med frit skud til Skovvej og helt uden mulighed for bilisterne til at se, hvad der kommer farende ud fra buskadset.

Vil følge op

Hos Ballerup Kommune kan man godt se det uheldige i situationen, og vil nu følge op på sagen.

»For et par år siden blev der indgået et kompromis, og det endte med, at vi stillede de små hegn op ved banerne. Det har egentlig fungeret ganske godt siden, men jeg kan godt se, at det er uheldigt, hvis bolden bliver spillet ud på kørebanen. Sikkerheden kommer naturligvis først,« siger Søren Krøigaard, teknisk direktør i Ballerup Kommune.

Han er som udgangspunkt ikke vild med tanken om at sætte et højt hegn op langs vejen, men han siger, at Ballerup Kommune gerne vil følge op på sagen.

»Vi vil drøfte det med boldklubben og skolen, der også bruger banerne. Først og fremmest er det vigtigt at indskærpe, at der skal spilles på langs ad Skovvej. Det er uheldigt, at banen vender mod vejen. Så evaluerer vi for at se, om der skal gøres yderligere,« siger Søren Krøigaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *