Elevvenlig kommune
Debat Fredag den 24. april var jeg i Randers, hvor Danske Skoleelever startede deres årlige generalforsamling med at uddele prisen til årets »Elevvenlige Kommune«.

For anden gang inden for fem år er Ballerup Kommune kåret som den mest elevvenlige kommune i Danmark. Ballerup Fælleselevråd (BAFE) modtog stolt prisen.

Det var en fantastisk oplevelse at se 425 skoleelever fra hele landet samlet og man kunne mærke deres store engagement. De havde en weekend foran sig med blandt andet behandling af årsberetning, vedtægtsændringer, regnskab, valg og behandling af udtalelser og resolutioner.

Super professionelt. Det er dygtige unge mennesker, som jeg tror, vi i fremtiden får set i flere demokratiske organer.

Jeg kørte sammen med Ballerups skolechef og skolekonsulenten, der bistår BAFE, den lange vej til Randers, hvor vi var i cirka to timer og derefter tog turen hjem igen. Det var en lang tur, men det var det hele værd, jeg ville ikke have været det foruden.

Jeg har altid sat stor pris på de møder, vi som politikere har haft med eleverne. Det er utrolig vigtigt, at vi hører, hvad de tænker om den hverdag, som er deres, og som vi træffer beslutninger om. De bidrager klogt i debatten og arbejder seriøst for at få indflydelse.

Børne- og Skoleudvalget har cirka to årlige møder med BAFE og derudover deltager de i alle andre sammenhænge, hvor vi taler om skole.

I november 2014 deltog jeg også i en demokratidag på Tapeten for samtlige elevråd i Ballerup Kommune. Det var også en fantastisk dag, hvor der blandt andet var foredrag om, hvordan de skulle sætte sig nogle mål og gå efter dem. Det må man sige de gør, og det kulminerede i modtagelsen af prisen i Randers. Stort tillykke til Ballerup Kommune og til de dygtige elever i BAFE og samtlige elevråd på skolerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *