Tallene er sorte i Ballerup
Økonomi Det seneste regnskab for Ballerup Kommune viser gode takter. Men der skal stadig passes på pengene, mener politikerne.

Man havde det måske nok på fornemmelsen, men nu står det til troende. Økonomien i Ballerup har det bedre end længe. Det seneste regnskab blev fremlagt på kommunalbestyrelsesmødet mandag aften, og det viste et samlet overskud på 34,8 millioner kroner. Samtidig er kassebeholdningen steget til 272,6 millioner kroner. Det er tal, der glæder borgmester Jesper Würtzen (A).

»Det er et yderst tilfredsstillende regnskab og vi kan se, at den påpasselighed og de tiltag vi har sat i gang i de senere år, begynder at virke. Men det skal ikke være det rene Onkel Joakim. Vi skal fortsat holde styr på økonomien og ikke bare klatte pengene væk. Der skal være til velfærd og betaling af gæld i fremtiden,« siger borgmesteren.

Flere grunde til salg

Egentlig var der budgetteret med et overskud på 85,1 millioner kroner, men de samlede skatteindtægter var mindre end budgetteret, primært på grund af klagesager vedrørende grundskyld og udligning.

Samtidig er nettoanlægsudgifterne 45 millioner kroner mere end budgetlagt. Det skyldes især færre salgsindtægter men også tidsforskydninger af projekter fra 2013 til 2014. Der er, ifølge borgmesteren stadig ledige grunde til salg i kommunen, som man havde forventet at sælge, og derfor er indtægterne ikke som planlagt.

Trods de forskellige knaster, var det altså en tilfreds borgmester, der kunne sende regnskabet til revisionen.

De gode tal glæder også oppositionen, der dog også maner til forsigtighed.

»Vi skal ikke slappe af, men fortsat have fokus på økonomien. Det er godt, at vi får lidt luft i budgettet, men vi skal tænke fremad og måske sende lidt flere penge tilbage til borgerne,« siger Kåre Harder Olesen (V).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *