Elever vil forsøge at tæmme naturen
First-Lego-League-2013.jpg
OIiver og Sille fra 7.-klasse på Hedegårdsskolen forklarer borgmester Jesper Würtzen om deres projekter til First Lego League. Foto: Lars Schmidt
Forskning 9. november viser 1.000 elever deres ideer til, hvordan man kan bekæmpe naturkatastrofer.

Temaet for årets First Lego League er mere aktuelt end nogensinde: ’Nature’s Fury’ – elementernes rasen.

Da København blev ramt af et ødelæggende skybrud for to år siden med skader for seks milliarder kroner, var det kun et forvarsel om nogle af de fremtidige klimaproblemer, som danske kommuner nu har travlt med at ruste sig mod.

Og så sent som i sidste uge gik heller ikke Ballerup ram forbi, da den store storm lagde træer ned, smadrede huse, hegn og haveinventar.

1.000 elever har siden 14. september arbejdet ihærdigt for at blive klar til den store, lokale First Lego League-finale 9. november på DTU Ballerup Campus, Lautrupvang 15.

Cirka halvdelen af dem er fra Ballerup. Og de har ressearchet, de har bygget robotter – alt sammen med henblik på at beskytte os mod oversvømmelser, storme, jordskælv mv.

De 1.000 elever er fordelt på 115 hold, som har arbejdet med, hvordan teknologien bruges til at beskytte os mod naturkatastrofer.

Lokale hold

Oliver Nybo Holm, der går i 7.c på Hedegårdsskolen, og er med på holdet ’EPO og De Anabolske Steroider’, fortæller om sit og holdets projekt:

»Vi vil finde ud af, hvordan man om hundrede år kommer forbi vandreklitten Råbjerg Mile og op til Skagen. Til den tid vil Råbjerg Mile have blokeret hovedvejen mod Skagen, og vi vil forsøge at lave en tunnel under klitten.«

Sille Jensenius Bursøe, der går i 7.b på Hedegårdsskolen, fortæller om sin og sin gruppes projekt:

»Vi vil arbejde med at skabe et dige, som dæmmer op for en tsunami. Vi har en idé om at lave en kasse, der viser, hvordan en tsunami skyller ind over en by.«

Viden og robotter

Oplægget er at udvikle en innovativ løsning, der kan hjælpe mennesker med at forberede sig på at skabe sikkerhed for sig selv og andre eller sikre genopbygning efter en naturkatastrofe.

Eleverne skal indhente viden og konstruere robotter til at løse konkrete opgaver som for eksempel ’hæve/sænke et hus i forhold til vandstigninger’ eller ’test af jordskælvssikret fundament’.

Undervisningsprojektet foregår i et miljø, hvor kreativitet, samarbejde, leg og fantasi er naturlige og højt værdsatte ingredienser.

Efter otte ugers forberedelser kulminerer forløbet i den store FIRST LEGO League finaledag på DTU Ballerup Campus, hvor holdene, udover at vise deres tekniske kunnen, præsenterer deres viden og unikke kreative løsninger.

»Eleverne vil stå med en deadline, som ikke kan overskrides. Der vil ingen undskyldninger være, og det gør, at de vil præstere ekstra godt,« forklarer Beate Hastrup, lærer på Hedegårdsskolen.

Interessen for projektet viser sig ved et stigende antal deltagende skoler, så atmosfæren og stemningen vil være på kogepunktet, når robotterne og elevernes løsninger slippes løs.

Eleverne kommer fra kommunerne Ballerup, Egedal, Fredensborg, Hillerød, Holbæk, København og Lolland.

På selve dagen vil præmierne bliver overrækt af uddannelsesminister Morten Østergaard og borgmester Jesper Würtzen.

FAKTA OM FIRST LEGO LEAGUE

FIRST LEGO League er en international turnering for unge skoleelever fra 5. til 8. klasse.

Idéen bag projektet er at anspore til glæden ved at arbejde med teknologi og videnskab.

Læs mere om projektet på www.hjernekraft.org og på www.diplom.dtu.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *