Mustafa overfuset og truet på tanken
MustafaEF8C5976-copy.jpg
Mustafa Deveci foran grillbaren ved OK tanken på Hold-An Vej. Foto: Brian Lindberg
KV13 Den socialdemokratiske kandidat Mustafa Deveci blev overfuset og truet af en vildt fremmed mand på en tankstation. Nu er manden identificeret.

Der er ikke længere streamere på siden af 36-årige Mustafa Deveci bil. Dem har han pillet af. Han var ellers glad for dem – de viste omgivelserne, at han stillede op til kommunalvalget for socialdemokraterne. Noget han ellers er stolt af.

Men efter en ubehagelig oplevelse på OK tanken på Hold-An Vej i Ballerup er bilen nu igen ’’anonym’’.

Episoden fandt sted for tre uger siden. Mustafa Deveci havde fyldt benzin på bilen og gik derefter ind på grillbaren, der ligger ved tanken, for at få lidt at spise.

Roder i bilen

»Jeg kan se, at der står en mand og piller ved streameren på min bil,« fortæller Mustafa Deveci, der derefter går ud af grillbaren og hen mod sin bil og manden.

»Han siger noget i retning af ’Nå, det er dig, der stiller op til kommunalvalget. Jeg stemmer på Pia, for jeg bor i Gentofte’,« fortæller Mustafa Deveci, der forsøger at ignorere manden og i stedet sætter sig ind i sin bil.

Men så river den fremmede mand døren op i passagersiden, hvor Mustafa har forskelligt valgmateriale liggende.

»Han hiver fat i mine valgplakater og tager en af dem, krøller den sammen og kaster den ind på mig,« fortæller Mustafa Deveci, der derefter står ud af bilen og beder manden om at gå væk.

»Jeg siger til ham, at hvis han ikke går væk fra min bil, så ringer jeg til politiet,« forklarer Mustafa.

Det er manden ligeglad med, han fortsætter med at rode i Mustafas bil, mens Mustafa søger tilflugt på grillbaren og tilkalder politiet.

Din perker

»Din perker. Du har ikke ret til at stille op til et dansk kommunalvalg. Du er heldig, at jeg er i godt humør ellers var du færdig. Jeg ved hvem du er.«

Tilråbene fra den fremmede mand tog Mustafa Deveci helt roligt.

»Jeg holdt mig bare på afstand og lod være med at sige noget igen, mens vi ventede på politiet,« fortæller han.

Desværre når den fremmede at praje en taxa og komme væk fra stedet, inden politiet når frem.

Men der er flere vidner og de har også skrevet taxaens numerplade ned, så Mustafa er fortrøstningsfuld og regner med, at manden nok skal blive fundet.

Gik til pressen

Da der er gået nogle dage, uden at han har hørt noget fra politiet, går han til pressen. Og efter at historien har kørt i flere landsdækkende medier, bliver han kaldt ind på politigården i Albertslund – otte dage efter hændelsen på tanken i Ballerup.

»Et par timer efter, at jeg har talt med politiet, ringer de til mig igen og fortæller, at de har identificeret manden,« siger Mustafa Deveci, der glæder sig over meldingen, men samtidig undrer sig over, at det først var efter, han havde været i medierne, at der skete noget.

Københavns Politis Vestegn bekræfter overfor Ballerup Bladet:

»Det er rigtigt, at han (Mustafa Deveci, red.) har foretaget en anmeldelse. Og det er også rigtigt, at vi mener at have identificeret en person, som vi har sigtet for hændelsen,« siger efterforskningsleder Hans Tonnesen, der af hensyn til den videre efterforskning ikke ønsker at gå yderligere i detaljer omkring sagen.

Politisk ikke personligt

»Jeg har det helt fint nu. Jeg var selvfølgelig rystet bagefter, men den hændelse hindrer mig ikke i at stille op til valget,« siger Mustafa Deveci.

»Jeg vælger at se det som et politisk angreb – ikke et personligt. Jeg var bare uheldig og stod på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt,« tilføjer han.

Men hændelsen har alligevel betydet, at han har valgt at pille streamerne af bilen.

»Min kone kører jo også i bilen og vi har tre børn, så jeg valgte at pille dem af med det samme,« siger Mustafa.

Men valgkampen fortsætter med uformindsket styrke, lover han:

»Ja, jeg tør stadig godt gå fra dør til dør og dele roser ud og hvad vi nu ellers har planlagt,« understreger han.

Mustafa Deveci er født og opvokset på Vesterbro i København. I 2011 flyttede han sammen med sin kone til Magleparken i Ballerup, hvor de stadig bor sammen med deres tre børn på 13 år, 11 år og en lille ny på syv måneder.

Til hverdag arbejder han som produktion- og procesudviklings-koordinator i Post Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *