Turneringen blev vundet af den arrangerende klubs egen topspiller, stormester Henrik Danielsen.
Det var første gang i turneringens 10-årige historie at det blev til en sejr til en af BMS Skaks egne spillere, og turneringen var stærkere besat i år end den har været tidligere, hvilket bl.a. skyldes at turneringen nu er blevet en så fast tradition, at spillere fra hele Europa sætter den i deres turneringskalender. Og i år deltog sågar en stærk ung international mester fra New York, som rejste til Ballerup for at spille med i de 5 dage turneringen varede, for så at returnere til USA. Turneringen er blevet Danmarks næststærkeste årlige skakturnering, kun overgået af Danmarks største skakturnering, Copenhagen Chess Festival/Politiken Cup, som spilles i Helsingør hver sommer.
I øvrigt blev alle partier fra turneringen transmitteret »live« på turneringens hjemmeside, hvor mange hundrede tilskuere fra Danmark og udlandet fulgte toppartierne og diskuterede dem via chat-funktionen på hjemmesiden – en populær måde at følge skak på i hele verden, specielt når det foregår på fridage, som mange af denne turnerings partier gjorde.
Ballerup’s borgmester Jesper Würtzen besøgte turneringen og udførte det ceremonielle »første træk« i et af toppartierne i 4. runde. Mange af de udenlandske spillere udtrykte stor tilfredshed med arrangementet, og adskillige af dem har deltaget flere gange tidligere i BMS Skak’s turnering, som i år blev spillet for 11. gang. BMS Skak håber at kunne gentage turneringen også i 2016.