K: S bag ufine metoder i valgkampen
Martin-Jonassen-ny.jpg
Konservative Martin Jonassen er fortørnet over, at Socialdemokraterne har inviteret skolebestyrelserne til valgmøde.
KV13 Konservative synes, at det er under lavmålet, at Socialdemokraterne har inviteret skolebestyrelserne til debatmøde med ministeren.

Den konservative spidskandidat Martin Jonassen fløj fluks i blækhuset, da han i sidste uge fandt ud af, at de lokale socialdemokrater havde sendt en direkte invitation til alle skolebestyrelsesmedlemmer i kommunen – om at mødes med partiets undervisningsminister, Christine Antorini, og borgmester Jesper Würtzen.

Jonassen mener, at Socialdemokraterne på den måde bruger ’ufine valgkampsmetoder’ og fører ’valgkamp under lavmålet’.

Socialdemokraternes formand, Jan Ankler, afviser Jonassens beskyldninger. Han mener, at Jonassen har fået tingene helt galt i halsen.

Og han afviser Jonassens opfordring til helt at aflyse mødet med minister og borgmester.

Yderst problematisk

Martin Jonassen siger blandt andet:

»Som forældrevalgt skolebestyrelsesmedlem – og også modpart i valgkampen – finder jeg det yderst problematisk. Siden hvornår har det været de enkelte partiers opgave at invitere skolebestyrelserne til et solomøde for at diskutere ’Fremtidens Folkeskole’,« spørger han:

»Er det ikke noget, administrationen eller skoleudvalget bør stå for? Er det ikke etisk forkert og en balancegang med markedsføringsloven at henvende sig direkte til skolebestyrelsesmedlemmer for at markedsføre sit eget parti endda midt i en valgkamp?«

»Det er en skændig sammenblanding af det vigtige hverv, vi som skolebestyrelser bestrider, når man på denne måde inddrages i den socialdemokratiske valgkamp. Socialdemokraterne skal straks aflyse mødet. Det hører simpelthen ingen steder henne.«

Aflyser Socialdemokraterne mødet på hans opfordring, mener Martin Jonassen, at det vil være passende, hvis partiet i stedet sætter en ny dato efter kommunalvalget 19. november.

»Her kan man invitere via de rette kanaler, som helt bestemt må være den kommunale, så debatten om Fremtidens Folkeskole bliver konstruktiv og ikke bare et forsøg på at score ekstra stemmer. Jeg synes simpelthen, at det er under al kritik, og det er at føre valgkamp under lavmål,« slutter Jonassen.

Galt i halsen

Socialdemokraternes lokale formand, Jan Ankler, afviser pure den konservative kritik. Han siger til Ballerup Bladet:

»Martin Jonassen har fået det helt galt i halsen. Der er ikke tale om et solomøde for skolebestyrelser, men om et offentligt møde, der er annonceret de sidste to uger i Ballerup Bladet. Alle borgere har ret til at deltage i debatten – også Martin Jonassen,« siger han:

»Vi har gjort skolebestyrelserne opmærksomme på mødet, fordi vi tror, at de har en særlig interesse i mødets tema. I øvrigt har vi arbejdet længe på at få dette møde i stand, men det er først nu, der var en ledig plads i en travl ministers kalender. Det er helt meningsløst at forlange dette møde aflyst.«

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *