Fra ny bil til Paris-rejse
citroen_check_2.jpg
Carsten Larsen (t.h) med sin gavecheck og et par gode flasker (fransk?) rødvin. Til venstre står den glade giver, salgschef Martin Fuglseth, Andersen Biler. Foto: Flemming Schiller
Vinder For snart tre måneder siden skulle Carsten Larsen fra Herlev ud for at se på ny bil.

Han var brændt lidt varm på en Citroen og tog derfor til Andersen Biler i Ballerup, hvor han endte med at prøvekøre en Cactus. Han vidste ikke, at den lille tur til Ballerup skulle ende med en tur til Paris. Men det var præcis, hvad der skete. For efter prøveturen deltog Carsten i en konkurrence som Citroen kørte i alle deres butikker i hele landet. Han skrev lidt på nogle papirer og forlod butikken for at tænke lidt over bilen. Og glemte alt om konkurrencen.

Men et par måneder senere ringede de fra Andersen Biler og fortalte, at de havde en overraskelse til ham og at han først måtte få den at vide dagen efter.

»De ringede en lørdag og jeg tænkte, at nu var det snart for meget. Men da jeg så fik nyheden om, at jeg havde vundet en tur til Paris i den konkurrence, som jeg havde glemt alt om, så blev jeg noget paf. Det var vildt fedt,« siger Carsten Larsen.

Torsdag var han så på besøg i butikken på Energivej igen for at få overrakt sit gavekort på 15.000 kroner til en Paris-tur, og det var en meget glad Carsten, som var mødt op i butikken.

»Jeg synes stadig det er vildt, at jeg lige blev udtrukket i en konkurrence for hele landet. Men nu skal jeg med fruen til Paris og det kan da blive en rigtig luksustur for 15.000 kroner, så det glæder vi os til,« siger han.

Han ved endnu ikke hvornår han og konen skal afsted. Men han leder stadig efter den rigtige Citroen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *