De aktive jobjægere
powerjosgøerne_5.jpg
Der er plads til både smil, snak og hårdt arbejde, når de mange powerjobsøgere mødes i lokalerne på Møllevej. De fleste af medlemmerne har pæne karrierer med i bagagen, men det vigtigste er drivkraften og viljen til at ville tilbage på arbejdsmarkedet. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Søgning Powerjobsøgerne fra Ballerup har succes med at få medlemmerne ind på arbejdsmarkedet igen. Vejen går via mange selvgjorte aktiviteter.

Torsdag morgen på den stille Møllevej i Ballerup. I nogle anonyme kommunale lokaler, der ellers ikke signalerer ret meget fremdrift eller vilje, mødes den frivillige forening

Powerjobsøgerne til deres faste morgenmøde. Denne morgen er der omkring 40 fremmødte, en del er over 55 år, men også en del yngre. Fælles for dem er, at de giver 100 kroner om måneden for at være en aktiv del af et gør-det-selv netværk, hvis formål er at skaffe dem et job igen. I lokalet er der den dynamik og vilje, som lokalerne ikke udstråler. Når man kommer ind i rummet fornemmer man straks, at der ikke bare er tale om en gennemsnitlig jobcenter-forsamling. Her mødes en gruppe jobsøgere, der generelt har en tung faglig ballast og et drive til at komme i gang igen, der er lidt større end gennemsnittet.

Starter med hyldest

Der snakkes, motiveres og netværkes. Et af de faste ritualer er at spørge, om nogen har fået job siden sidst. Det er der en, der har fået. Hun hyldes med klapsalver, får en ’Hawaii-krans’ om halsen og må så fortælle forsamlingen, hvor hun har fået job og processen op til ansættelsen.

Her hylder man dem, som er rykket ud af arbejdsløshedskøen. Det motiverer, og det er der brug for i en tid, hvor jobbene ikke hænger på træerne og hvor mange mennesker er nødt til at tænke kreativt, hvis de vil have en indkomst og noget at stå op til om morgenen.

Alle kan være med i Powerjobsøgerne, men der stilles krav. Alle skal naturligvis være aktive jobsøgere, men ligeså vigtigt. De skal være en del af teamet, påtage sig opgaver og være en aktiv del af netværket. Ingen får lov til at køre på badebillet. Der findes en markedsføringsgruppe, en gruppe der tager sig af praktiske ting, arrangerer foredrag og meget andet. Det giver også et sammenhold i gruppen og ikke mindst holder det kompetencerne skarpe i en ledighedsperiode, der kan variere fra få uger til mange måneder.

Vilje, ikke baggrund

»Målet for Powerjobsøgerne er, at få 50 procent af medlemmerne i job inden for seks måneder. Og det lykkes vi med. Vi har folk med alle mulige baggrunde, men det er naturligvis ressourcestærke folk vi har. Det handler ikke om uddannelse, men om vilje. Det er vigtigt for os at vise, at der rent faktisk findes folk, der både kan og vil og samtidig holder vi netværket varmt og kompetencerne skarpe med forskellige arrangementer og ved at involvere det enkelte medlem i vores aktiviteter,« siger Steen Hansen, som er en af dagens inspiratorer ved morgenmødet. Han har selv været leder i telebranchen i mange år og er nu, mens han søger nyt job, en aktiv del af jobsøgningens ’Dream Team’.

En anden af de aktive bag udbredelsen af fortællingen om Powerjobsøgerne er Wendy Woollhead, som ved morgensamlingen skal fortælle om markedsføringsgruppens arbejde. I dag er der besøg af undertegnede fra Ballerup Bladet samt en journaliststuderende, der skal skrive opgave om emnet. Så man kan sige, at markedsføringsarbejdet har båret frugt.

Lærerigt samarbejde

»Vi skaffer mange foredragsholdere og finder en masse inspiration til vores medlemmer. Vi gør mange af de ting, som Jobcentrene også gør, men vi gør det selv og billigere, fordi vi selv skal stå for det. Det er både spændende og lærerigt, og så lærer vi om hinandens kompetencer på tværs gruppen. Det er meget inspirerende,« siger Wendy Woollhead, der har en lang karriere som rådgiver i banksektoren med i bagagen.

Begge er meget villige til at vise omverdenen, at der her i Ballerup, og en del andre steder, gemmer sig en gruppe jobsøgere, der lever op til navnet på foreningen.

»Powerjobsøgerne blev grundlagt i 2010 og selvom grundlæggeren nu er videre, så fortsatte foreningen. Det udviklede sig og efterhånden er der lokalafdelinger i Rødovre, Odense, Kolding, Århus og her i Ballerup. Flere og flere hører om os, så det glæder os. Især fordi det viser arbejdsgiverne, at vi kan og vil noget,« siger Steen Hansen.

Morgenmødet nærmer sig afslutningen. Nu står den på networking, skrivning af ansøgninger og coaching resten af dagen. Der bliver ikke slappet af på denne torsdag formiddag blandt de omkring 40 powerjobsøgere.. Alle de små mødelokaler bliver fyldt op med energiske mennesker med PC’ere og hovedet fyldt med ideer og inspiration.

Der er jo et job der skal gøres – og skaffes.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *