Vigtig sejr til BSF på Bornholm
BSF-Bornholm.jpg
Masser af jubel efter BSF-sejren på Bornholm. Foto: Privatfoto
Fodbold BSF skulle på sæsonens suverænt længste udebanetur, da holdet i Danmarksserien søndag spillede på udebane mod NB Bornholm

Med en vigtig sejr, så er holdet fortsat at finde på 5. pladsen og dermed over nedrykningsstregen.

Selvom NB Bornholm ikke er blandt ligaens bedste hold, så er det aldrig let, at skulle spille på Nexø Stadion, hvor helt specielle forhold er i spil. Turen startede klokken 6 om morgenen fra BSFs klubhus, og hjemkomst var sent søndag aften.

Selve kampen startede uskønt, hvor bornholmerne forsøgte med lange bolde og at ødelægge BSFs spil, mens udeholdet forsøgte at holde bolden langs jorden og kombinere sig igennem.

Det var dog svært, og chancerne var ikke store i kampens første fase. Ved pause n stod det 0-0.
I anden halvleg skete der mere. NB Bornholm fik en mand smidt ud for to gule kort, og så blev presset større og større fra BSF. Forløsningen kom via et drømmemål, hvor Emil Tidemand med en helflugter satte bolden direkte op i krogen.

Senere blev kampen reelt afgjort, da BSF kombinerede sig igennem, hvilket førte til, at Sebastian Avanzini kunne sætte den ind til en føring på 2-0 til BSF. De rødklædte pressede på for endnu en scoring, men det blev ved en tomålssejr til BSF.

Holdet er som nævnt på 5. pladsen, men i den afsindigt tætte Danmarksserie er der fortsat kun to point ned til stregen. En kamp mod en direkte modstander i nedrykningskampen venter hjemme i Gryden på lørdag, den 25. april klokken 13.00, hvor Taastrup FC kommer på besøg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *