Skoler får flere 0. klasser
Rosenlundskolen-02-copy.jpg
Den kommende Skovlunde Skole, hvor Rosenlundskolen hører til, vil få en ekstra 0. klasse i det nye skoleår. Foto: Arkivfoto
Skoler Der bliver oprettet 23 nye 0. klasser i stedet for de planlagte 21 på de nye distriktsskoler. Ballerup Kommune vil tilgodese børnene.

Egentlig skulle der have været oprettet 21 nye 0. klasser i de fire nye distriktsskoler fra det nye skoleår. Samtidig skulle klasserne være lige store, så alt kunne køre nogenlunde i et kommende skoleår, der uden tvivl vil være præget af den nye skolestruktur i Ballerup. Men sådan gik det ikke. For virkeligheden har det med at ovehale planer indenom.

Forældre til de nye begynderbørn ønskede i høj grad anderledes og så endte det med, at der blev oprettet 23 klasser i stedet for 21. På Skovlunde Skole komme der en ekstra 0. klasse og det samme gør der på Baltorpskolen, der dermed får henholdsvis seks og fire 0. klasser.

Samtidig betyder oprettelsen af de to nye klasser, at klassekvotienten ikke bliver ens på samtlige klasser. Men det lever man med i Børne- og Skoleudvalget, der besluttede at forøge antallet af klasser.

Tilgodeser børnene

»Vi oprettede to ekstra klasser fordi forældreønskerne gjorde det. Alle skoler blev mindst to-sporede, men lige store klasser kunne ikke opnås i denne omgang. Vi vil hellere tilgodese forældrenes og i sidste ende børnenes ønsker om ikke at blive adskilt fra kammeraterne på en ny skole, hvor der har været så kort forberedelse på de nye struktur. Det ville vi simpelthen ikke byde børnene, så derfor opretter vi to ny klasser, hvor der var behov for det og slækker lidt på kravet om, at der skal være lige mange elever i alle klasser,« siger Peter Als (A), formand for Børne- og Skoleudvalget.

Kommunen har altså valgt, at man i det kommende skoleår lader børnenes ønsker om at gå sammen med kammeraterne vægte højere end de forkromede planer, fordi skolestrukturen er indført med så relativ kort varsel. Men det betyder ikke, at det fortsætter med at være så fleksibelt.

Skolernes beslutning

»Når vi er kommet i gang med skoleåret kigger vi på styrelsesvedtægten og kommer med nogle anbefalinger. Så må vi se, hvad skolebestyrelserne og ledelsen finder ud af. Vi i udvalget kan komme med nogle anbefalinger, men det er i langt højere grad end tidligere skoleledelserne, der bestemmer klassernes sammensætning, deres størrelse og antal. Så om vi fortsat skal have 23 0. klasser fremover eller færre klasser med flere elever i, det er uvist endnu,« siger Peter Als.

Målsætningen er for øjeblikket et gennemsnit på 23 i klassen pr. distriktsskole, men ikke pr. klasse på alle matrikler. I det kommende år vil antallet af elever i de nye 0. klasser være mellem 23 og 26,75.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *