Skovlunde-planer til skarp debat
borgermøde_skovlunde_16.jpg
Omkring 400 mennesker var mødt frem i hallen på Rosenlundskolen for at høre om de nye bymidte-planer for Skovlunde Foto: Foto: Flemming Schiller
Byplaner Enorm interesse for torsdagens borgermøde om fremtidsplanerne for Skovlunde Bymidte. Her fik Skovlunde-borgerne planerne tæt ind på livet.

Den store gymnastiksal på Rosenlundskolen var torsdag aften næsten fyldt med Skovlunde-borgere, der ville høre mere om de fremtidige planer for Skovlunde Bymidte, da Ballerup Kommune afholdt borgermøde om bymidte-projektet. Der var i omegnen af 400 stole fyldt med folk og de fik et par timer, hvor de fik en masse detaljer om de store planer og mulighed, omend begrænset, for at stille spørgsmål efterfølgende.

Aftenenes første indlæg var fra borgmester Jesper Würtzen (A), som erkendte, at Skovlunde var blevet forsømt igennem mange år, men at Ballerup Kommune ikke har haft de store muligheder for at gøre noget, da bymidten område var ejet af en lang række forskellige private aktører. Men med de nye planer var der åbnet for en generel fornyelse af bymidten. En plan, der binder byen sammen og skaber et mere samlet Skovlunde, til glæde for både borgere og forretninger.

Center i forandring

Samtidig kunne borgmesteren konstatere, at detailhandelen er under kraftig forandring, og at der ikke er kundegrundlag for en række detailbutikker i Skovlunde Centret, men mere til dagligvarebutikker, apotek og restauranter af forskellig art. Derfor var det vigtigt, at få lavet en plan der også tager højde for et ’nyt’ center, som kan realiseres sammen med den eventuelt kommende ejer af Skovlunde Centret, der jo er sat til salg. Han afslørede, at der var god interesse for centret og at Ballerup Kommune IKKE er blandt de interesserede købere.

Som en del af planerne kunne borgmesteren fortælle, at der var plads til flere boliger og flere p-pladser (580 i alt) i den nye plan, men fordelt på en smartere måde.

Ifølge Jesper Würtzen skal der laves en lokalplan til efteråret og indsnævringen af Ballerup Boulevard kan påbegyndes i 2016. Samtidig håbede han, at centret kunne blive solgt inden sommerferien.

Trafik med få gener

Næste indslag kom fra den eksterne trafikplanlægger, der har arbejdet med trafikplanlægningen omkring det nye projekt. Peter Stanley Andersen fra det private firma Via Trafik har arbejdet med Skovlunde-planerne i længere tid og han kunne konkludere overfor borgerne, at en indsnævring af Ballerup Boulevard er mulig og endda med små gener for trafikanterne. Han erkendte, at der vil komme gener, det er umuligt anderledes, men at trafikmængden ville falde lidt og at forsinkelserne ville være minimale i spidsbelastningsperioder.

Endelig kom formanden for Skovlunde Lokalråd, Jens Minnet, med nogle ord til borgerne, hvor han opfordrede til at deltage i debatten på en positiv måde og at man skulle engagere sig, for nu kom der fokus på Skovlunde, et fokus som mange har følt, at de har manglet i mange år.

»Det er nu det sker, så det handler om at engagere sig i planerne, for nu er der gang i en stor udvikling i Skovlunde,« sagde Jens Minnet. Han fortalte samtidig, at man burde gå ind på Skovlunde Lokalråds hjemmeside og være med i debatten og samtidig orientere sig om planerne.

Begrænset spørgetid

Efter en pause, hvor de mange borgere kunne forsyne sig med lidt brændstof til hjernen i form af sodavand, vand og frugt, var det tid til spørgerunden. Den blev noget kortere end planlagt, da indlæggene traditionen tro trak ud og tidsplanen skred, som det hører sig til.

Det var især indsnævringen af boulevarden, der optog folk, hvor der blev udtrykt bekymring for flaskehalse, sikkerhed, forurening og øgede trafikmængder. Både trafikplanlæggere og kommunale folk kunne forsikre om, at man havde til sinds at fortsætte dialogen med Skovlunde-borgerne om udformningen og processen omkring byplanerne.

Spørgetiden udløb og trods kritiske røster, var mange også positive overfor, at der sker noget i byen og at det ser ud til, at planerne rent faktisk bliver til noget, og de mange hundrede tilhørere, hvoraf nogen allerede var gået inden spørgetiden, kunne gå hjem med vished for, at Skovlunde er kommet på dagsordenen på Rådhuset.

Mere attraktivt

Det gælder også en af de centrale Skovlunde-aktører, formanden for Skovlunde Centerforening, Lizette C. Byrdal.

»Det er en god plan og et godt projekt og den eneste vej frem. Både for centret og for Skovlunde, så det kan kun gå for langsomt, for de er ingen tvivl om, at det bliver mere attraktivt at bo i Skovlunde. Vi får samlet Skovlunde og det glæder vi os til,« siger Lizette C. Byrdal, der sammen med resten af Skovlunde venter på næste skridt i revitaliseringen af Skovlunde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *