Genbrug er guld
Genbrug-copy.jpg
Det går rigtig godt i de to lokale genbrugsbutikker under Folkekirkens Nødhjælp, de har netop sendt 653.000 kroner af sted til verdens fattige. Foto: Privatfoto
Genbrug Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker i Ballerup og Skovlunde tjente over 600.000 kroner sidste år

Der er god grund til store smil i de to genbrugsbutikker, som Folkekirkens Nødhjælp har i Ballerup og Skovlunde. Regnskabet for 2014 er netop gjort op og de to lokale butikker har haft et forrygende år og kan præstere et samlet overskud på 653.000 kroner.

»Vi er rigtig glade for det flotte resultat, og vi er meget stolte af alle vores mange frivillige genbrugsmedarbejdere i Ballerup og Skovlunde. De gør et stort stykke arbejde for at få butikkerne til at give overskud, og deres engagement er uvurderligt for verdens fattigste,« siger de to kontaktpersonerne Anni Mahler fra Ballerup-butikken og Inger Kongsted Olsen fra Skovlunde-butikken.

Men det er ikke kun de frivilliges fortjeneste – også dem der indleverer ting til butikken og dem der handler der har del i æren understreger de to:

»Vi vil gerne rette en stor tak til de mange mennesker, der lokalt bakker op om genbrugsbutikkerne. Uden de mange kunder og givere, der køber eller indleverer tøj og andre brugte effekter i butikkerne, kunne vores frivillige slet ikke skabe den succes, genbrugsbutikkerne er.«

Rekordoverskud

Det er ikke kun i Ballerup og Skovlunde, at 2014 blev et flot år – på landsplan blev det til et rekordstort overskud på hele 22,1 millioner kroner fra Folkekirkens Nødhjælps 125 butikker landet over. Overskuddet er det største nogensinde, og alle pengene går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt verdens fattigste.

De lokale genbrugsbutikker vil gerne gøre det ligeså godt igen i år og har derfor i disse uger en kampagne i gang, hvor de under overskriften ’Tøm Skabet’ opfordrer alle til at komme forbi butikkerne og aflevere brugte ejendele og tøj.

»Så er eller skal du i gang med forårsklargøringen, har du mulighed for at komme af med dine brugte ejendele og samtidig støtte en god sag,« opfordrer Anni Mahler og Inger Kongsted Olsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *