Hun taler med dyrenes stemme
hestehviskeren_2.jpg
Kitt på Enggårdens marker, hvor en af hestene gerne vil ’snakke. Foto: Foto: Flemming Schiller
Medie Den tidligere skolelærer Kitt Benlolo kan kommunikere med dyrene. Det har hun altid kunnet, og nu har hun uddannet sig til dyreclairvoyant. Hun er fast tilknyttet flere rideskoler og åbner snart landets første dyreclairvoyance-skole.

»Når jeg er ude til selskaber, så fortæller jeg ret ofte, at jeg er skolelærer. Jeg orker simpelthen ikke, at skulle forsvare mig eller høre på alle de kommentarer, der følger med, hvis jeg skulle forklare, hvad jeg egentlig laver«.

Kitt Benlolo har faktisk været skolelærer i mange år, men forlod faget for at forfølge den drøm og evne, som hun har haft siden hun var barn. At kunne kommunikere med dyr. Hun har nu uddannet sig til eksamineret dyreclairvoyant og har siden januar været selvstændig med tilknytning til forskellige rideskoler, blandt andet Enggårdens Rideskole i Smørum.

Ja, hun ved godt, at det er usædvanligt og at ord som ’pjat’, ’fusk’ og ’verden vil bedrages’ følger med, når man ikke har et erhverv, som alle kan relatere sig til. Der er bare to ting; For det første er 51-årige Kitt Benlolo fuldstændig ligeglad med, hvad andre mener. Hun føler, hun hjælper mange, mennesker og dyr og kan selv mærke, at hun har en speciel evne. For det andet er der masser af kunder i butikken, så noget må jo være rigtigt.
Ikke-åndelig baggrund

Entusiasmen lyser ud af hende, denne solbeskinnede forårs-formiddag på Enggårdens rideskole. Her har hun faste kurser og weekendhold, der samles jævnligt for at lære at kommunikere deres dyr, men også for at hjælpe rideskolerne med især heste, der har en uhensigtsmæssig adfærd. Og det hjælper, efter Kits eget udsagn.

»Jeg er vokset op i en familie med en meget rød grundholdning til tilværelsen. Gud og kongehuset er døde. Men jeg har altid været glad for dyr og har altid følt mig forbundet med dyr. Jeg kunne også altid forudsige ting, der ville ske, og det skete altid. Mange gange i min barndom har jeg forudsagt ting, der efterfølgende skete, men altid er det blevet negligeret og grinet af. De voksne tog det slet ikke alvorligt. Men jeg havde den der specielle fornemmelse.

Jeg red som barn, og allerede dengang kunne jeg fortælle hesten, at den skulle blive stående, når jeg stod på ryggen af den for at plukke æbler eller andre ting. Og de ’hørte’ altid efter. Så der var ingen tvivl om, at jeg havde nogle evner,« siger Kitt Benlolo.

Hun ’glemte’ sine evner og endte som skolelærer, fik barn og levede almindeligt som alle andre. Men evnerne var der stadig og efterhånden lod det sig ikke fornægte længere. Så for et par år siden begyndte hun, ved siden af fuldtidsarbejdet, at uddanne sig til clairvoyant, en uddannelse der tager halvandet år. Og samtidig begyndte hun at hjælpe både mennesker og dyr (eller i de fleste tilfælde, deres ejere) ved hjælpe af sine evner.

1. januar 2015 sagde hun op som lærer og sprang ud på fuld tid som clairvoyant, med særlig fokus på dyr.

Ikke religiøst

»Jeg kan kommunikere med alle, både mennesker og dyr. Men jeg fokuserer især på dyr. Det handler jo ikke om, at jeg kommer forbi en hest og så stopper jeg lige op og får en sludder. Det hander om, at jeg tuner ind på dyret og kommunikerer ad den vej. Det er faktisk lidt ligesom børn. De er meget åbne og børn kan, ligesom dyr, ofte mærke ting, stemninger og følelsesmæssige vibrationer, langt før vi andre kan. Så mere hokus-pokus er det ikke. Jeg vil mene, at alle kan lære det til en vis grad, ved at være åbne for deres åndelige side, men der nok nogen, der har bedre evner end andre,« siger Kitt, der kraftigt understreger, at hun ikke tror på nogen religion og ikke har nogen tilbøjeligheder til at ’missionere’.

»Jeg har i virkeligheden bare fulgt mine evner og det, jeg brændte for. Og det har jeg gjort til en levevej. Og jeg elsker det, også selvom jeg godt ved, at mange synes det er mærkeligt eller skørt,« siger Kitt Benlolo.

Dyr skal være dyr

Når hun holder weekendkurser på Enggårdens Rideskole, så er der oftest 12-14 deltagere, hvor alle har billeder med af deres dyr. Og så arbejder de hårdt hele weekenden for at komme i kontakt og for at finde svar på alt fra sygdomme, spiseproblemer og andre skavanker.

Jo mindre hun ved om et dyr eller et menneske på forhånd, jo bedre. Det er jo clairvoyance og ikke psykologi. Men hun hjælper også rideskolen i helt konkrete tilfælde, hvor der ikke kan findes nogen svar på dyrenes opførsel.

»Jeg kommer ind i billedet, hvor dyrlægen har givet op. Det er vigtigt, at understrege, at jeg kun kan komme på tale, når der har været en dyrlæge tilstede. Det er ikke kvaksalveri, jeg laver. Jeg har jo en officiel uddannelse og skal overholde et sæt etiske regler. Det er ekstra vigtigt, fordi

jeg er i en gråzone-branche, hvor der er rigtig meget svindel og plat. For mig er det vigtigste at tale dyrenes sag,« siger Kitt.

Hun mærker øget interesse for sit fag, også fordi dyrenes trivsel er kommet højt på prioritetslisten hos mange mennesker.

»Vi har jo en stigende tendens til at menneskeliggøre dyr og derfor handler dyrenes problemer også ofte om, at det er deres ejere, der påfører dem problemerne. Hvis det er tilfældet, så fortæller jeg dem sandheden, som at de for eksempel slet ikke har tid til at holde hund. Så bliver de sure på mig og synes jeg er en idiot, men det handler om dyrenes velfærd. Vi skal lade dyr være dyr,« siger hun.

Men hun har også konkrete eksempler på, at en hest er uregerlig og mange af rytterne er bange for den og ikke vil ride på den. Her kommer Kitt Benlolos evner på prøve, hvor hun tilkaldes og får ’snakket’ med hesten og talt den ned, så den permanent bliver rolig og medgørlig. Den egenskab har mange rideskoler fået øje på, og derfor er Kitt efterspurgt.

Mange søger svar

Det lyder altsammen som noget mystisk noget, men når man møder Kitt, er hun både ligefrem, glad, udadvendt og ’helt almindelig’. Hun mener også, at det handler om fordomme, når folk tror hun er en mystisk person, der må være på en speciel måde.

»Der er rigtig mange rundt om i verden, der er meget mere åbne for det spirituelle. I Vesten er vi meget videnskabs-baserede og derfor afviser vi sådan noget som pjat og svindel. Men jeg kan jo mærke, at mange søger svar på andet end det materielle og er åbne for, at man kan gøre tingene på en anden måde. Også videnskaben åbner efterhånden. Og det skal i den grad også komme dyrene til gode. Altid med etikken i orden, det er klart,« siger Kitt Benlolo, der også bliver udfordret af sin familie, der tæller professioner som brandmand og politibetjent.

»Men de accepterer det, og kan se, at jeg tror på mit fag og på, at jeg rent faktisk gør en forskel i hverdagen,« siger Kitt Benlolo, der også kan afvise, at hendes kunder oftest er midaldrende kvinder i livskrise.

Alle aldre på kursus

»Jeg har en del kvindelige kursister, når det kommer til almindelig clairvoyance, især om foråret, hvor ’kærlighedssæsonen’ går i gang. Men ellers har jeg alle aldersgrupper og begge køn. Når det kommer til mit primære felt, dyrene, så er det jo almindelige mennesker, der har problemer med deres kæledyr. Det er ikke en fasttømret gruppe,« siger hun.

Netop den stigende interesse gør, at Kitt Benlolo åbner Danmarks første dyreclairvoyance-skole på Enggårdens Rideskole den 1. september. Målet er at hjælpe en masse mennesker til at uddanne sig til clairvoyante og dermed skabe bedre forhold for dyrene og deres ejere. For først som sidst handler det om dyrene.

»Jeg elsker mit job og selvom jeg arbejder hårdere, end jeg nogensinde har gjort, så føler jeg, at jeg hjælper mange. Jeg taler dyrenes sag og hjælper mennesker med at forstå dem,« siger skolelæreren, der skiftede spor og fandt glæden i samspillet mellem dyr og mennesker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *