»I mit næste liv vil jeg gøre det samme«
fru_dans_5.jpg
I 1985 købte 22-årige Lone Lindgreen danseskolen Bendixen Dans og lavede den om til sin egen DancingTeam. Foto: Flemming Schiller
jubilæum Lone Lindgreen fejrer 30 års jubilæum med danseskolen DancingTeam i Ballerup. Hun har haft 30 fantastiske år i lokalerne på Vestermarken, siden hun overtog danseskolen som 22-årig i 1985.

Da Lone Lindgreen var fem år gammel begyndte hun til jazzballet hos Bendixen Dans i Ballerup. I dag er hun 52, men danser stadig i de samme lokaler på Vestermarken 1 i Ballerup – lige ud til Hold-an Vej, hvor mange nok har set skiltet, der i 30 år har vist, at her ligger DancingTeam.

»Jeg har gået her altid – bortset fra to år som ung. Men som 18-årig begyndte jeg at arbejde her som underviser og som 22-årig, fire år efter, overtog jeg danseskolen,« fortæller Lone Lindgreen.

Det var i 1985 og der var mange – især af de voksne dansere – der syntes, at den unge Lone var lige ung nok.

»Der var mange der stoppede, lige da jeg overtog. Der skulle ikke komme sådan en lille én og tro hun bare kunne det hele,« griner Lone Lindgreen og tilføjer:

»Men jeg har også mødt mange af dem igen senere, som er kommet hen til mig og har sagt; Lone, vi tog helt fejl.«

For 22-årige Lone kunne i den grad det hele – og lidt til.

»Jeg husker det, som var det i går,« griner hun.

Og faktisk er det lige præcis 30 år siden på dagen, at Ballerup Bladet besøger Lone Lindgreen.

»Det var den 22. marts 1985 jeg skrev under og overtog danseskolen og huset her. Det var helt fantastisk. Jeg lånte 125.000 kroner til udbetalingen og så havde jeg nogle aktier, som jeg solgte, så jeg fik penge til at sætte stedet i stand,« fortæller hun.

Hun var alene i de første fem år, inden hun mødte sin mand Gunner, som hun stadig er gift med i dag. Sammen har de tre voksne drenge og foreløbig to børnebørn.

Bakkepige om dagen dansepige om aftenen

Men tilbage i ’85 var det Lones bror og forældre, der hjalp til og fik givet den gamle klassiske danseskole et nyt, moderne sort/hvid look, der stadig holder i dag.

»Det første år gik fint. Jeg har altid været en Bakkepige, så jeg havde dagvagter som tjener eller kok på Bakken og kom så hjem til Ballerup og havde dansehold om aftenen og i weekenderne,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg har altid arbejdet meget – og dengang var jeg jo alene, så det var ikke noget problem.«

Senere da hun fik mand og børn havde hun formiddagene hjemme med drengene og så kunne Gunner tage over om eftermiddagen, når hun skulle undervise. Og med hjem og arbejdsplads under samme tag, har der været god mulighed for at få det hele til at gå op både som mor, kone og danselærer.

Nu er 30 år gået – og Lone Lindgreen har absolut ingen planer om at stoppe foreløbig.

»Jeg har elsket og elsker stadig det her liv. Når jeg tænker tilbage, så har det været 30 fantastiske år og i mit næste liv vil jeg gøre det samme,« smiler hun.

Hun tager sig af stort set alt på danseskolen – ligefra rengøring til regnskab og selvfølgelig undervisning.

»Jeg bliver ved lige så længe jeg kan. Jeg bliver 53 lige om lidt og har fået et nyt knæ for halvandet år siden. Men heldigvis har det ikke givet nogle problemer. Så jeg fortsætter,« siger hun.

Den første danseskole med hiphop

Gennem de 30 år har moden skiftet indenfor dans. Hvor det før i tiden var klassisk standarddans der var populært, er det i dag især hiphop og ’’MTV-dans’’, de unge vil gå til.

»Jeg var ret hurtig til at fange, hvilken vej vinden blæste, så allerede i ’83, da jeg arbejde hos Bendixen, fik jeg et par drenge ind, der kunne noget hiphop. Og da jeg så selv overtog blev det til mere. Jeg fandt hurtigt ud af, at det var sådan man kunne fange drengene, som ikke længere gad at gå hånd i hånd og danse pardans med pigerne,« fortæller Lone Lindgreen.

Derfor oprettede hun, som den første danseskole i Danmark, egentlige hiphop-hold. Og netop det med at følge moden indenfor dans er en af danseskolens styrker, mener Lone.

»Lige nu er det Dirty Dancing, der er det helt store hit, men vi har også haft Zumba og ’Vild med Dans’ og mange andre tendenser, der pludselig opstår. Der er vi gode til at fange det hurtigt på danseskolerne og få skiftet, så vi følger de forskellige trends,« tilføjer hun.

Skolereformen har ramt hårdt

Derfor har finanskrisen heller ikke været noget, hun har mærket til. Men det har til gengæld skolereformen, der betyder at børnene skal være længere tid i skole.

»Den nye skolereform har virkelig ramt os. Før i tiden plejede vi altid at have de første hold fra klokken 15. Det prøvede jeg så i denne sæson at flytte til 15.30, men det er stadig for tidligt. Så jeg har været nødt til at lukke alle de første hold i hverdagene, og det er ret surt. I forvejen slutter vi først 22.15 om aftenen, så det kan ikke blive senere,« forklarer Lone.

Men bortset fra den lille dråbe malurt i bægeret er der kun glæde og begejstring at spore hos jubilaren, der i disse dage er ved at lægge sidste hånd på årets sæsonafslutning, der samtidig bliver en fejring af 30 års jubilæet.

Opvisningen foregår for 30. år i Herlev Hallen lørdag den 18. april klokken 14 og har fået titlen ’Down Memory Lane’. Som bonus kommer det lokale band Power Puff Drengene og spiller live.

Hvis man har lyst til at se opvisningen kan man købe billetter hos DancingTeam i Ballerup. Læs mere på www.dancingteam.dk


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

2 kommentarer om “»I mit næste liv vil jeg gøre det samme«”

  1. Vita siger:

    Hej Lone.
    Vi er 6-7 par som har danset i swing time i Farum i rigtig mange år og nu er der en ny der overtager danseskolen som desværre ikke mere har jitterbug på programmet. Så vil jeg bare hører om du har jitterbug hos dig?
    Hvis du har håber vi at det måske kunne blive mandag for det er den dag der passer alle. Håber at hører fra dig 🤗

    1. Mia Thomsen siger:

      Hej Vita. Det er nok bedst, du kontakter Lone eller danseskolen direkte. Her er deres hjemmeside: http://dancingteam.dk/
      Vh. Mia Thomsen, Ballerup Bladet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *