Laver avis med talemaskiner og iPad
Maglemosen-gruppebillede-copy.jpg
Alle de unge på Maglemosen er med i projekt ’Giving Back’. Gruppe 13 har valgt at lave avis - til gavn for hele skolen og de pårørende. Foto: Privatfoto
Skoleavis En klasse fra Maglemosen laver avis som en del af projekt ’Giving Back’, der går ud på at alle skal bidrage med noget til samfundet.

Maglemosen er en ungdomsuddannelse (STU) til unge med særlige behov som for eksempel generelle og specifikke indlæringsvanskeligheder, svære bevægelseshandicap, multihandicap, autisme.

Vi har rigtigt gode undervisningslokaler der blandt andet omfatter multibane, sanserum, elevkantine, idrætshal samt en mindre træningssal, it-faciliteter og faglokaler. Vi benytter os af det omgivende samfunds faciliteter som for eksempel butikscenter, bibliotek og svømmehal i undervisningen.

På Maglemosen har vi de sidste par år arbejdet med ’Giving Back’. Projektet går ud på at vi uanset kognitiv- og fysisk kunnen, alle kan bidrage med noget til samfundet. Projekterne spænder vidt fra oprydning i nærmiljøet, bilvask, salg af kager i 10’pausen og udskænkning af kaffe på Ballerup Station til indkøb af mælk til klasserne, afspritning af håndtag på toiletterne og lignende.

I vores klasse har vi valgt at lave avis. Dette har vi valgt, da Maglemosen ikke havde nogen avis i forvejen, og vi mener, at en avis, kan være med til at sprede gode nyheder og informationer rundt på hele skolen, samt til pårørende.

Maglemosen-laver-avis-(4)-copy

Arbejdet med Maglenyt

I vores klasse er vi fem elever med lidt forskellige diagnoser, tre er diagnosticeret med Cerebral Parese, som gør at det er svært selv at styre sine bevægelser. Det vil sige, at det er begrænset, hvor meget vi selv kan udføre ret fysisk.

Vi udtrykker os alle nonverbalt og bruger et kommunikationshjælpemiddel. Én bruger iPad, én bruger en touch computer og de tre andre bruger en RollTalk (talemaskine).
I avisarbejdet, bruger vi talemaskinerne til at interviewe med. Vi bruger desuden 0/1-kontakter og personalehjælp. For eksempel er det os der stiller spørgsmålene, og så skriver personalet svarene ned eller optager svaret på en mp3-optager.

På vores kommunikationshjælpemidler, har personalet lavet en side der bruges til avisarbejdet. På denne side, har vi selv mulighed for at stille relevante spørgsmål og komme med kommentarer. Vi trykker på en skærm, og så læses der højt hvad vi sagt.

Når vi tager billeder, er det os der gør det med hjælp fra personalet. Nogle af os kan med let støtte selv trykke på udløseren på kameraet, mens andre får hjælp til decideret at tage billedet.
Når der så er interviewet, så mødes vi i klassen igen, og snakker om hvad der blevet sagt i interviewene.

Det er så en fra personalet, der skriver ordene ned i en artikel, men vi er med til at bestemme, hvad der skal med og hvad der skal kasseres. Desuden brokker vi os, hvis vi synes, det skal formuleres anderledes.

På samme måde er vi med til at udvælge og sortere i de billeder, vi har taget, og bestemmer også hvor de skal ind i avisen.

Maglemosen-laver-avis-(1)-copy

Nå vi så har fået alle artikler og billeder i avisen, kigger vi den igennem og beslutter om den kan godkendes, og dermed udgives.

Vi runder mange forskellige emner i Maglenyt. Blandt andet kigger vi på højtider og traditioner i forbindelse med disse. Vi interviewer på skift de forskellige grupper som fortæller om deres ’Giving Back’ projekter. I hvert nummer har vi en artikel der hedder ’nyt fra’ – for eksempel nyt fra ledelsen, fysser eller pedeller. Det kan dog også være nyt fra klasserne, hvis vi har fået nys om at de laver noget spændende.

Alle klasser på skolen har desuden mulighed for at skrive en artikel i deres undervisning, som vi så bringer ”uredigeret” i vores avis. På den måde har resten af skolen mulighed for at integrere vores avisprojekt i deres undervisning.

Ud over de forskellige artikler, bringer vi også praktiske informationer, som hele skolen kan have glæde af, for eksempel laver vi en kalender med arrangementer og mærkedage.

Vores billedside bruges til diverse billeder af skolens elever og personale. Her er det også muligt for de andre klasser selv at komme med noget.

Den del af avisen som dog bringer mest sjov og ballade med sig, er vores Humør-side. Dér er der plads til vittigheder og sjove indslag.

Maglenyt-forside-(vinterudgave)-copy

 

Udbyttet af arbejdet med Maglenyt

Som nævnt kører projektet på hele Maglemosen. Alle kan være med til at gøre noget godt for andre. For os handler det om at vi, til trods for vores handicaps, kan være med til at producere noget, som er så naturligt i vores samfund. Vi udfører en opgave, som man i samfundet omkring os betragter som et arbejde/en arbejdsplads.

Vores personale forsøger at skabe et miljø for os, der ikke skiller sig så meget ud fra andre gymnasiale uddannelser, og avisarbejdet er endnu et tiltag i denne retning. Vi bliver set og hørt, og får lov at tage stilling og danne os vores egne meninger. Vi har meget på hjertet selvom det er svært at kommunikere det ud.

Vi er rigtig glade for, at Ballerup Bladet har fundet vores arbejde med skoleavisen interessant nok til at informere lokalmiljøet om projektet. Tak for jeres opmærksomhed.

 


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *