Integrationssucces ved et skarpt hjørne
sprogskole_9.jpg
Der blev sunget og fejret, da Unge2 skolen holdt 25 års fødselsdag. Her er 18 nationaliteter i gang hver dag med at få sig en 9. klasse, og succesraten er høj. Foto: Flemming Schiller
Sprog Unge2-sprogskolen fejrede sin egen 25 års fødselsdag med fællessang, lækre kager og succes i bagagen.

Lyden af den velkendte og meget danske sang ’De smukke unge mennesker’ af Kim Larsen, rungede gennem de tomme skolelokaler i Malmparken. Det var nemlig ikke i klasseværelserne, men i kantinen, at det foregik denne tirsdag eftermiddag.

Sprogskolen Unge2 rundede 25 år, og der var i den grad grund til at kippe med flaget. For det er historien om en gedigen succes, som mange kommuner kan se misundeligt på.

Galleri: Billeder fra fødselsdagen

Unge2 skolen er en sprogskole, der underviser sent ankomne flygtninge og indvandrere. Skolen er placeret i Ballerup, men har elever fra 12 kommuner og 18 forskellige nationaliteter. Alle er mellem 15 og 25 år og kan tage en 9.klasse, der er på lige fod med en helt almindelig dansk folkeskole 9. klasse.

Eleverne bliver undervist i de ’hårde’ fag som dansk, matematik, engelsk, fysik og lignende fag, mens de kreative og ’bløde’ fag må klares på anden vis. Eleverne får SU og det betyder også, at der bliver stillet nogle krav til eleverne om at være deltagende og lærende.

Derfor er adgangskravene også, at de skal have mindst 6 års moderne skolegang bag sig, da det ellers vil være for svært for dem at klare kravene.

Igennem 25 år har det været opskriften og det er opskriften på en integrationssucces.

Giver unge en fremtid

»Vi har plads til 50 elever og der er helt fyldt. Der er 18 forskellige nationaliteter på skolen. Men fordi vi fra begyndelsen har stillet krav til skolegang og motivation, så er det ikke noget problem. Tværtimod,« siger Preben Møller, leder af Unge2, som han helst vil kalde en skole og ikke et projekt.

Han påpeger, at den kærlige, men bestemte indgang til de unge også giver dem motivation til at fortsætte og uddanne sig videre og dermed holde mange af de unge ude fra overførselsindkomst.

»Vi giver de unge en fremtid og jeg tror, der er er mange kommende ingeniører og læger, men også tømrere og andre faggrupper hernede. Det er vi stolte af, og de unge er jo også stolte, når det viser sig, at de rent faktisk kan en masse. Det motiverer,« siger Preben Møller.

Skolen er selvfinansierende og bruges altså af 12 kommuner, deriblandt Ballerup. Alle kommuner betaler for de elever, de har på skolen, men er ellers ikke på noget kommunalt budget.

Kommunal misundelse

Selvom skolen altså ikke er en kommunal institution i den forstand, så troppede borgmester Jesper Würtzen (A) op til fødselsdagsfesten for at hilse på og sige et par ord til eleverne og lærere på en skole, hvor han selv var ansat i et halvt år som nyuddannet lærer.

»Jeg er da stolt af, at vi har sådan en skole i kommunen, der kan gøre så stor en forskel og stadig fungerer efter så mange år. Jeg tror bestemt, at det er et sted, som andre kommuner kigger til, når man snakker om for eksempel integration,« siger Jesper Würtzen.

Efter sange og taler var der kage og fri snak i den lyse kantine, hvor man fik ønsket hinanden tillykke med en ægte succes på tværs af nationaliteter.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *