BSF klar til skæbneforåret
BSF-hs1_efteraar-2014-copy.jpg
Der bliver kamp til (nedryknings)stregen dette forår og BSFs unge hold er klar. Foto: Privatfoto
Fodbold Der er ikke længe til et skæbneforår for BSF i Danmarksserien begynder. Holdet er i gang med de sidste forberedelser inden sæsonstarten, og i sidste uge tog de unge spillere en imponerende skalp og viste, at de er klar, da de besejrede Fremad Amager fra 2. division med 2-1.

Efter i forberedelserne at have manglet en del spillere af forskellige årsager, var de fleste klar til opgøret mod Amager, der stillede i stærkeste opstilling. En stor mundfuld ventede, men BSF viste, at konditionen, fysikken, fighterviljen og spilleglæden er præcis som trænerteamet ønsker det.

Træningskampene har været en pose blandede bolsjer. Det er blevet til tre sejre, tre nederlag og en uafgjort. Flere oprykkede spillere fra U19 har skulle spilles ind på holdet, efter at flere har forladt 1. holdstruppen af forskellige årsager.

1. holdstruppen er til forårssæsonen på 20 spillere med en gennemsnitsalder på 20 år, så det er et meget ungt hold, der i de kommende måneder skal levere varen i et forår, hvor presset er stort.

Det er nemlig et skæbneforår, der venter for BSF og de andre hold i Danmarksserien, og det kan tydeligt mærkes ude i klubberne, hvor alle vil kæmpe for at undgå nedrykning.

Hele seks hold skal forlade Danmarksserien, og med en uhyre tæt række er der lagt op til et dramatisk forår. BSF er ét point over nedrykningsstregen inden sæsonstart, så hvert point er yderst vigtigt.

BSF spiller første kamp i Danmarksserien i 2015 på hjemmebane i Gryden (Ballerup Idrætspark) mod SC Egedal. Det er den 28. marts med kampstart klokken 13.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *