»Rotary åbner mange døre«
rotary_3-copy.jpg
Lizette C. Byrdal, Lars Green Bach og Jørgen Guldager er medlemmer af Ballerup Rotary Klub - et netværk der har givet dem mange store og små oplevelser, som de sætter stor pris på. Foto: Flemming Schiller
Netværk Ballerup Bladet har mødt tre medlemmer af Ballerup Rotary Klub for at høre mere om organisationen, som tæller omkring 1,2 millioner medlemmer på verdensplan.

De fleste har nok hørt om Rotary, men hvad går det egentlig ud på? Vi har sat tre lokale rotarianere (det hedder det) stævne i Skovlunde Kirke, hvor Ballerup Rotary Klub holder til.

Lizette C. Byrdal er den ene af to kvinder i klubben. Faktisk var hun den første kvinde nogensinde, som blev optaget i Ballerup Rotary Klub i 2006. For Rotary er historisk set en mandeklub.

»Det var mens, jeg var præsident,« griner Jørgen Guldager og fortsætter:

»Jeg insisterede på, at der kom kvinder ind!«

Og Lizette var velkommen og blev hurtigt en værdsat del af den lokale klub.

»De tog rigtig godt imod mig,« understreger hun.

»Men på mit første møde var emnet prostatakræft, så det var måske ikke lige det mest interessante for mig,« griner hun.

rotary_7-copy

Siden har møderne dog budt på utallige spændende oplevelser for både Lizette og de øvrige rotarianere.

Lars Green Bach er et af de nyere medlemmer – han kom til i 2013 og færdes hjemmevant i klubbens mødelokale i Skovlunde Kirke, hvor han også er formand for menighedsrådet.

»Rotary er en tæt samarbejdspartner for kirken, og når man interesserer sig for samfundet og godt vil være en del af et stærkt netværk – både socialt og fagligt, så er Rotary en god mulighed,« fortæller Lars Green Bach.

Netværk og fællesskab

Fælles for alle tre rotarianere er glæden ved fællesskabet, netværket og de mange gode oplevelser, som Rotary giver dem.

De mødes hver tirsdag klokken 17, indleder med en fællessang og velkomst af præsidenten, så er der spisning og derefter foredrag – enten af en gæst udefra eller af et af medlemmerne, der fortæller om sig selv, sin brance, hobby eller andet.

»Det centrale for mig i Rotary er kammeratskabet – både det selskabelige og det faglige. De ugentlige møder giver os mulighed for at lære hinanden at kende og samtidig kan vi høre forskellige oplæg, som gør os klogere,« siger Lars Green Bach og tilføjer:

»Den åbenhed og det engagement man møder. At folk åbner op og fortæller om det de laver og brænder for, synes jeg er rigtig interessant.«

rotary_8-copy

Nogle gange arrangerer klubben også fællesmøder med andre Rotary-klubber eller holder ’ud af huset’ møder.

»Vi har både været på forskellige virksomheder, besøgt Vestre Fængsel og været på Ballerup Rådhus,« remser Jørgen Guldager op. Han har været medlem siden 1970, hvor han boede i Randers.

»Dengang var det fast kotume at den lokale Rotary-klub henvendte sig til nye, unge erhvervsledere. Og for mig var det en god mulighed for at blive en del af et netværk både lokalt, nationalt og internationalt,« forklarer Jørgen Guldager.

»Rotary har åbnet mange døre for mig – også på det erhvervsmæssige plan,« tilføjer han.

Sender unge ud i verden

For Lizette C. Byrdal har medlemskabet af Rotary ligefrem betydet familieforøgelse – i en periode i hvert fald.

Hun er nemlig meget involveret i Rotarys udvekslingsprogram Youth Exchange, hvor klubben hvert år sender en ung dansker til udlandet for at gå i skole – og tilsvarende modtager en ung fra et land udenfor Europa. Og Lizette og familien havde glæde af en ung brasilianer i familien i en periode.

»Det er vidt forskellige unge mennesker, vi sender afsted. Men vi er meget omhyggelige i udvælgelsesprocessen med at finde en ung, som vi føler kan klare det,« siger Lizette C. Byrdal.

De unge danskere, som sendes ud i verden, har afsluttet 9. klasse og skal så bo og gå i skole et år i et ikke-europæisk land.

»Det er fantastisk at se, hvor dan vi sender en ung afsted, og så et år efter kommer der et voksent menneske tilbage igen,« siger Lizette C. Byrdal.

De unge – både danskerne som sendes ud og udlændingene, der er i Danmark – skal som en del af udsendelsen også besøge den lokale Rotary-klub og fortælle om deres oplevelser.

»Det er altid rigtig spændende. Vi gør det jo for at skabe et mellemfolkeligt forståelsesniveau og kendskab til andre lande og kulturer,« tilføjer Jørgen Guldager.

Egen tidsregning

Rotarys logo er et hjul ’Rotaryhjulet’, som blandt andet pryder klubbens skilt, der hænger i Skovlunde Kirke – og alle andre steder, hvor Rotary holder til.

rotary_2-copy

Hvert år den 1. juli drejer hjulet en omgang, her begynder et nyt Rotaryår med ny præsident og nye poster til medlemmerne. På den måde kommer alle rundt i de forskellige underafdelinger, som for eksempel beskæftiger sig med Youth Exchange eller Rotarys særlige indsats for at bekæmpe polio ’End Polio Now’.

»Vi er den største private velgørenhedsorganisation i verden,« siger Jørgen Guldager og tilføjer:

»Et af de projekter vi har arbejdet med her i Ballerup – i samarbejde med nogle tyske Rotary-klubber – er at skaffe rent drikkevand til en lille landsby på øen Java (i Indonesien, red).«

Af lokale projekter støtter Rotary Ballerup blandt andet menighedsplejen i Skovlunde, som hvert år sørger for julehjælp til trængende familier. Og sidste år bidrog de også med julemaden til juleaften hos forfatter og foredragsholder Søren Lynge, der havde inviteret 75 personer, som ikke havde noget sted at holde juleaften, til at fejre højtiden sammen med ham på hans gård i Ballerup.

Ballerup Rotary Klub tæller i dag 31 medlemmer i alderen 35 år og opefter. Man kan læse mere på www.rotary.dk, hvor man kan finde alle lokale klubber, mødetider og -steder samt kontaktinfo.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *