Ungeledigheden falder i Ballerup
Antallet af unge på uddannelseshjælp, dagpenge og lignende er faldet med 19 procent i det seneste år, viser nye tal fra Ballerup Jobcenter.

Det ser rigtig godt ud for ungeledigheden i Ballerup Kommune. Fra 2013 til 2014 er den faldet med 19 procent, så der i dag er 635 unge i alderen 18-29 år på uddannelseshjælp, dagpenge og lignende mod 781 i 2013.

På Jobcenter Ballerup er der naturligvis glæde over udviklingen:

»I hele 2014 har vi haft særlig fokus på de unge under 30 år. Vi samlede i slutningen af 2013 en afdeling der specifikt arbejder med de her unge,« fortæller konstitueret jobcenterchef Ina S. Ringsdal.

Afdelingen har arbejdet med at få sendt de unge videre ud i en eller anden for for indsats hurtigst muligt.

»Så snart de kom ind i huset og fik en ydelse, har vi også sendt dem ud igen,« siger Ina S. Ringsdal og uddyber:

»Vi samarbejder tæt med de forskellige uddannelsesinstitutioner, så vi kan sende unge ud på skolerne i forskellige forløb. Vi er i det hele taget begyndt at fokusere meget mere på uddannelse, fordi det også er vejen frem mod arbejdsmarkedet.«

Derudover benytter jobcentret sig også af muligheden for at få de unge ud i nyttejob og lignende aktiveringstilbud, så de ikke bare går derhjemme.
»Vi forebygger langtidsledigheden, hvis vi får godt fat i de unge fra start,« tilføjer Ina S. Ringsdal.

Ud og lave noget

Faldet i ungeledigheden er sød musik i Ballerups borgmesters ører:

»Det er dejligt at se den udvikling. Og jeg er helt sikker på, at aktiveringen af de unge har en effekt på lang sigt. De unge udvikler sig mere af at komme ud og lave noget i stedet for at ligge hjemme på sofaen og kigge på facebook,« siger Jesper Würtzen.

Den positive udvikling er sket ved målrettet indsats overfor de unge, der går under betegnelsen ’arbejdsmarkedsparate’. Det vil sige, at det er ’’stærke’’ unge, der umiddelbart vil være i stand til at passe et job eller en uddannelse.

Næste skridt for jobcentret bliver at finde den rigtig hjælp til de ’ikke-arbejdsmarkedsparate’, som udgør over halvdelen af de resterende 635 unge ledige i Ballerup Kommune.

Den samlede ungeledighed i dag svarer til 10 procent af alle kommunens 18-29 årige. I 2013 var tallet 12 procent.

Fakta: Unge ledige

I december 2013 var antallet af 18-29-årige Ballerupborgere på uddannelses- og kontanthjælp, dagpenge, uddannelses- og arbejdsmarkedsydelse 781 (cirka 12 procent af kommunens unge)
I december 2014 var antallet faldet til 635 unge. (cirka 10 procent af kommunens unge)

Kilde: Jobindsats.dk og Ballerup Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *