På national plan vil Julie repræsentere klubben ved de danske mesterskaber og skal med sin erfaring og viden bidrage til klubbens fortsatte talent- og eliteudviklingsarbejde.
»Jeg er rigtig glad for klubskiftet til Triton, og ser frem til at repræsentere klubben. Jeg har fulgt Triton rigtigt tæt gennem de sidste år, da jeg har boet i Ballerup i de seneste tre år. Triton er en klub, der er inde i en rigtig god og sund udvikling. Jeg håber, at jeg med min internationale og nationale erfaring, motivation og engagement kan være med til at få Triton endnu et niveau op i dansk svømning,« siger Julie Aglund Lauridsen
Julies daglige træning skal fortsat foregå på det Nationale Træningscenter i Bellahøj under ledelse af Nick Juba og Stefan Hansen.
»Med skiftet til Triton håber jeg, at jeg kan fortsætte min positive svømmeudvikling frem mod VM på langbane til august i Kazan, hvor jeg skal forsøge at forbedre min 10. plads fra sidste års VM i Doha. VM i Kazan vil være endnu et stort skridt på vejen mod mit helt store mål OL i Rio 2016,« siger Julie Aglund Lauridsen