God og sund kost er det vigtigste
Debat Økologi er igen kommet på dagsordenen i Ballerup Kommune. Både i en artikel og i et læserbrev i Ballerup Bladet skriver Jens Ohlsson på vegne af Grønt Råd om kommunens manglende ambitioner på det økologiske område.

Men det virker som om, at Jens Ohlssons skriverier mest er et udslag af hans medlemskab af Enhedslisten end som repræsentant for Grønt Råd. Jeg kender i hvert fald et par medlemmer af Grønt Råd, som ikke er ligeså økologi-
begejstrede, som udtalelserne i avisen giver udtryk for.

Jens Ohlsson beklager, at kommunen ikke lever op til målsætningen om 75 procent økologisk kost i kommunens institutioner, men det er dog en forkert præmis, at kommunens målsætning er 75 procent. Denne målsætning stammer fra den periode, hvor Ballerup var med i Green Cities samarbejdet, hvor vi som kommune forpligtede os til at leve op til en række målsætninger på miljø-området, blandt andet en økologiprocent på 75.

Heldigvis har Ballerup nu meldt sig ud af dette samarbejde og er derfor ikke længere bundet af disse målsætninger. Det Konservative Folkeparti i Ballerup har gennem flere år arbejdet for at komme ud af samarbejdet, som nu er lykkedes. Ikke fordi at vi som parti ikke er miljø-bevidste.

Tværtimod. Men fordi, at det for det første kostede kommunen penge at være med i samarbejdet og for det andet pålagde Ballerup nogle rigide rammer at arbejde inden for.

Nu kan vi i Ballerup selv beslutte, hvad vi vil gøre på miljø-området og hvad der bedst passer til Ballerup. Derfor er vi også kommet af med det absurde mål om en økologiprocent på 75 i kommunens institutioner.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor dette skulle være et mål i sig selv. Jeg synes, at det vigtigste er, at vores børn og ældre får en god og sund kost og ikke lige præcis om økologiprocenten er 75 eller 60. Er en bestemt økologiprocent nødvendigvis en garanti for sund og velsmagende mad? Det virker mest som et fanatisk dogme.

Ved vi i det hele taget om elever og forældre i kommunens folkeskoler overhovedet er interesserede i at få presset denne ideologi ned i halsen? Det svarer lidt til den fejlagtige madpolitik, man ser visse steder, hvor al mad f. eks. skal være halal-slagtet. Lad os være fri for smagsdommeri og tvungne dogmer og lad os i stedet fokusere på god og sund kost.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *