Et eviggyldigt kærlighedsdrama
BASK-Romeo-og-Julie-øver-31.jpg
Romeo og Julie handler om de to unge elskende, der ikke må få hinanden - en tragisk fortælling om familiestridigheder, der får fatale konsekvenser og efterlader alle som tabere. Foto: Flemming Schiller
musical Ballerup Ungdomsskole er klar med årets musical ’Romeo + Julie’ i deres helt egen 2015-version, som byder på masser af drama, store følelser, dans, sang og musik.

De sidste rekvisitter er ved at komme på plads, replikkerne sidder som de skal, musikken spiller og forventningens søde glæde bobler i øjnene på de unge i teatersalen på Ballerup Ungdomsskole (BASK). De er ved at lægge sidste hånd på årets store musical, som de har arbejdet på siden august.

Billedgalleri: Ungdomsskolen øver Romeo + Julie

Regine Rosenquist er instruktør og har sammen med de 36 unge knoklet med af få ’Romeo + Julie’ til at sidde lige i skabet. De har taget udgangspunkt i Baz Luhrmanns film fra 1996, der var en populær modernisering af den gamle Shakespeare-klassiker, og har tilsat den et strejf af BASK.

Vi møder Regine og tre af forestillingens medvirkende til at lille snak om musicalen to uger før den store premiere i Baltoppen.

Klar til at rykke over i Baltoppen

»Vi er der nu, hvor alle kan deres ting, så nu skal vi bare have det hele bundet smukt sammen,« siger Regine Rosenquist og tilføjer:

»Det bliver en gave at komme over på Baltoppen, hvor rammerne er i orden. Her i salen er der jo både lavt til loftet og bjælker midt i det hele, så det bliver noget helt andet at komme over på en rigtig scene.«

De unge har en uge i Baltoppen, hvor de kan øve på livet løs, så de bliver helt klar til den store premiere tirsdag den 3. marts.

»Det bliver så fedt,« understreger Regine, der suppleres af ivrig nikken fra de tre unge skuespillere: Fie Simonsen på 18 år, Signe Kraft på 21 og Laurits Edske på 15.

»Vi har været rigtig godt med, og når man arbejder med noget i så lang tid, kan man godt lidt miste energien på et tidspunkt. Men så er det super fedt at vi kommer over i Baltoppen, hvor der virkelig sker noget igen. Det er først der, at vi får knuden i maven,« fortæller Signe, der spiller Julies mor ’Fru Capulet’ i musicalen.

»Ja, der er jo stadig masser af småting, som vi lige skal have styr på. For eksempel opdagede vi, sidst vi øvede, et ord der slet ikke passede ind. Det var noget, vi havde lavet om tidligere, men først nu hørte vi, at det faktisk ikke fungerede. Og sådan kan der være mange små ting, vi først opdager nu, hvor vi har overskuddet til at bemærke detaljerne,« tilføjer Fie, som spiller Mo fra Capulet-banden. En figur der oprindeligt var en mand, men som i BASK’s version er lavet om til en kvinderolle.

Perfekt til unge med masser af drama

Historien om Romeo og Julie er fortalt og fortolket utallige gange, men alligevel bliver den ved med at dukke op på teatre, film – og ungdomsskoler.
Hvad er det stykket kan?

»I forhold til at lave drama med unge er det bare godt med sådan en solid historie. Det er jo et eviggyldigt kærlighedsdrama, og da unge i forvejen har så meget drama i sig, så er det bare et rigtig godt match,« forklarer Regine Rosenquist, der har ti års erfaring som instruktør for både børn, unge og voksne.

»Jeg har taget udgangspunkt i Baz Lurhmanns film fra ’96, som er helt genial. Den viser tydeligt, hvor god historien er, fordi den fungerer stadig i dag,« tilføjer Regine.

Men ikke alle jublede over valget af forestilling, da Regine præsenterede dem for manuskriptet:

»Jeg var nok lidt skeptisk i starten. Jeg synes ikke om filmen, jeg faldt i søvn til den. Men jeg må sige, at jeg er blevet rigtig glad for historien alligevel. Og vores version er jo ikke ligesom filmen. Vi er alle kommet med vores egne input, så nu er det blevet vores egen,« fortæller Fie.

»Det er også et stykke, hvor det aldrig bliver kedeligt. Der sker utrolig meget hele tiden. Der bliver snakket rigtig meget, men personerne snakker ikke bare, de gør også noget imens, så det ikke bare bliver sådan nogle lange snakkescener,« tilføjer Laurits, der har to roller i musicalen – han spiller både Julies bejler Dave Paris og Abra fra Capulet-banden.

»Det er vigtigt for mig som instruktør at det der foregår på scenen virker som ’’levet liv’’ og ikke bare bliver opstillet. Det er en musical og den skal være underholdende, veldrejet og ikke for lang. Der er fest og farver, lige indtil nogen dør,« tilføjer Regine.

En forestilling fuld af følelser

Bredden i historien om Romeo og Julie tiltaler de tre unge. Der er både stor kærlighed, indædt rivalisering, mord, intriger, selvmord og dyb sorg hos det store persongalleri i musicalen.

»Der er jo utrolig mange følelser at spille på. Personerne i forestillingen kommer igennem en hel masse, og det er fedt som skuespiller at få lov til at komme hele vejen rundt,« siger Fie og suppleres af Signe:

»Ja, og man får det faktisk helt dårligt, når man ser forestillingen. Man føler virkelig med dem.«
Ud over de mange dygtige skuespillere byder ’Romeo + Julie’ også på masser af fed musik. BASK har sit eget seks mand store liveband med, der spiller en masse numre fra filmens soundtrack, som tæller blandt andre Cardigans og Radiohead.

 

Handlingen i Romeo + Julie

Historien er overordnet en fortælling om den store forelskelse mellem de to unge, Romeo Montague og Julie Capulet, om deres venner, deres forskellige familier og miljøet de færdes i med alle dets brogede karakterer i den fiktive storby Verona.

Stykket skildrer således ungdommens energi, fuld af håb, drømme, fest og farver på den ene side, sammenholdt med stykkets store konflikt, en opblusset gammel strid imellem byens to store familieimperier, Montague og Capulet, hvor ingen af parterne vil give sig.

Familiestriden ender desværre med at få fatale konsekvenser for familiernes børn, der også kæmper imod hinanden gennem stadig mere voldsomme bandekrige, som Romeo og hans venner er del af på Montague-siden og Julies fætter Tybalt og hans faste håndlangere står for på Capulet-siden.

Midt i det hele møder Romeo og Julie hinanden til en stor karnevals fest hos hendes velhavende forældre, som Romeo og hans venner dukker uinviteret op til. Her forelsker Romeo og Julie sig hovedkulds i hinanden og ender med at love hinanden evigt troskab. Men Julie er en Capulet og Romeo en Montague, så de må gifte sig i smug, mens kampene imellem deres familier eskalerer. Oven i det hele skal Julie giftes væk til den rige finansmand, Dave Paris, arrangeret af hendes forældre.

Det ender med at alle involverede bliver tabere i familiekampen, da den får døden til følge for visse af familiernes unge.

Tid og sted

Ballerup Ungdomsskole præsenterer musicalen ’Romeo + Julie’

Forestillingen spiller i Baltoppen LIVE følgende dage:

• Tirsdag 3/3 kl. 19:30 (premiere)
• Onsdag 4/3 kl. 19:30
• Torsdag 5/3 kl. 19:30
• Fredag 6/3 kl. 19:30
• Lørdag 7/3 kl. 14:30 + kl. 19:30

Forestillingen varer cirka to timer inklusiv en lille pause. Den er uegnet for mindre børn, da den indeholder voldsomme episoder.

Billetter sælges via www.bask.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *