Skibskaptajn med søsyge
rikke_ladefoged_3.jpg
Rikke Ladefoged i sneen hjemme i Måløv. Snart står den på bølger og søgang i Nordsøen ombord på et mærsk Supply-skib. Foto: Flemming Schiller
Portræt 30-årige Rikke Ladefoged var lidt længe om at finde ud af, hvad hun skulle. Men hun har havvand i sit dna, og nu må hun sejle verdens største skibe på verdenshavene.

Hun er inkarnationen af en kvinde i en mandeverden. 30-årige Rikke Ladefoged fra Måløv har netop afsluttet sin uddannelse som skibsfører på Marstal Navigationsskole med topkarakter, og kan nu sejle de allerstørste skibe, hvad enten det er supertankere eller krydstogtskibe. Og hun står for at rejse ud med Mærsk i denne uge på et skib, hvor hun med stor sandsynlighed bliver eneste kvinde ombord.

Men det kan man ikke se, når hun sidder i køkkenet i sine forældres hus i Måløv og vinker til den knap to-årige datter Ellen, som drøner rundt med sut i munden i rummet ved siden af. Så virker Rikke Ladefoged som en helt almindelig kvinde. Men det er hendes karriere og uddannelse langtfra.

Det begyndte allerede i barndommen, hvor Rikke sejlede sammen med forældrene i den lille familiebåd. Faderen var gammel sømand, som var gået i land, men trangen til havet fornægter sig ikke. Rikke havde noget med det der vand, og det fornemmede faderen.

Aldrig mere sejle

»Jeg var faktisk slet ikke interesseret i et job, hvor man skulle sejle. Men da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ville, så endte det med, at jeg kom på skoleskibet Georg Stage. Og da jeg havde været der, svor jeg, at jeg aldrig ville sejle igen. Det var meget trangt og lidt for meget. Men jeg lærte alligevel noget, og det lå i mig. Jeg kom i militæret, aftjente min værneret og ville egentlig satse på en karriere der, men mine knæ ville det anderledes og så endte jeg med at gøre rent,« fortæller Rikke.

Hun gjorde rent i flere år, bare for at tjene penge, men var godt klar over, at det nok ikke var vejen frem.

Og så måtte far igen træde til med et mildt skub bag sin ubeslutsomme datter.
»Han overtalte mig til at begynde på Marstal Søfartsskole og det passede mig godt. Jeg har altid haft krudt i røven og jeg ville helst ikke arbejde sammen med for mange kvinder. Der er alt for meget nag og hønsegård i det. Samtidig havde jeg jo alt det grundlæggende på plads fra min barndom og opholdet på skoleskibet. Og jeg er lidt filosofisk anlagt, det tror jeg man skal være, når man vil på havet. Så kursen var ligesom sat,« siger Rikke Ladefoged, som kom ud at sejle med Mærsk i sin ’praktiktid’ og efterfølgende tre år på Marstal Navigationsskole.

En uddannelse, der netop er afsluttet med de højeste karakterer på årgangen.

Mandag i uge syv sætter hun kursen mod Nordsøen som en del af mandskabet på et Mærsk forsyningsskib, der skal sejle til boreplatforme. Det åbner mange døre for hende, at få topkarakterer og endda være en del af Mærsk. Også selvom der er små mislyde i maskinen.

Lider af søsyge

»Det er jo et lille skib, og vi skal ud i Nordsøen, hvor vejret er ret hårdt i denne tid. Og det er slemt, for jeg lider af søsyge. Så der skal spises nogle piller inden afgang, så går det,« siger Rikke og afslører, at der faktisk er en del kaptajner, der lider af søsyge.

Hun skal være på søen i 14 dage og derefer hjem igen og det passer hende ganske godt. For selvom hun, med lidt erfaring, kunne blive kaptajn på det største containerskib i Mærsk-flåden, så vil hun ikke, ikke endnu i hvert fald.

»Det lyder lidt kedeligt, det ved jeg godt, når jeg nu kunne blive kaptajn på de store skibe. Men jeg har en datter på knap to år og det betyder, at jeg satser på et job i land. I hvert fald i de kommende år. Et job på et rederikontor eller som lods, kunne være spændende. Og samtidig en mulighed for at vedligeholde min kunnen og måske komme på søen igen, når Ellen er blevet ældre,« siger Rikke, der er alene med datteren og trækker store veksler på forældrene i denne tid.

Styr på jargonen

Rikke ligner måske ikke den klassiske drengepige, hverken af udseende eller attitude, men man skal ikke tage fejl. Hun er kvinde i en udpræget mandeverden og hun har den sejhed, der skal til.

Selvom hun fik datteren midt i et ganske krævende uddannelsesforløb, så blev hun ikke nævneværdigt forsinket og når hun er på søen, så kender hun jargonen.

»Det er en mandeverden og jargonen er derefter. Men generelt er drengene meget søde og når man siger fra, så bliver det respekteret. Jeg tror også, at de synes jeg er lidt sej,« griner Rikke næsten genert.

Hendes veninder er i hvert fald ikke i tvivl om, at hun er lidt sej, selvom det også er irriterende.
»De synes helt klart, at jeg har været sej. Men det er jo også en karriere, hvor der er nogen afsavn. Jeg har måttet droppe mange påskefrokoster og min venindes bryllup kan jeg heller ikke komme til, fordi jeg er på søen. Men det er vilkårene,« siger Rikke, som altså satser på en karriere på land, når de forestående ture på Nordsøen er overstået.

Men drømmen om at sejle på de syv have er ikke langt væk.

»Det kan sagtens være, at jeg tager ud på de større skibe om nogle år, når Ellen er større og havet trækker. For det gør det. Derfor kan jeg også godt se mig selv som lods eller skibsinspektør i nogle år,« siger Rikke Ladefoged, som tog sin drømmende natur og længsel efter at se verden og havene og valgte en retning, der kun er få forundt.Og endda med størst mulig succes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *