Millioner til de hjemløse
Indsats Ballerup Kommune vil skrue op for indsatsen overfor unge hjemløse.

Hjemløshed er et voksende problem, som ikke kun rammer den klassiske vagabond-type, men i højere grad unge under 25 år. Det mærker man også i Ballerup, hvor kommunen nu vil gøre en ekstra indsats for at dæmme op for hjemløshed blandt unge og afhjælpe problemerne.

Derfor har Center for Social og Sundhed i samarbejde med Brydehuset ansøgt to ministerielle puljer og har fået tildelt i alt 3,5 millioner kroner til to projekter, der netop skal fokusere på de unge hjemløse.

Det ene projekt bygger på erfaringer fra hjemløsestrategien og kører frem til 31. marts 2016 mens det andet er rettet mod en helhedsorienteret ungeindsats og skal køre frem til 1. oktober 2017.

Det betyder konkret, at der skal sættes gang i 30 forløb med bostøtte til unge hjemløse, så de får en mulighed for at komme på ret køl og sammen med en supplerende indsats skal vendes mod en mere normal tilværelse. Bostøtten og de andre tiltag skal rettes mod unge der er hjemløse og unge, der er i fare for at blive hjemløse.

Projekterne tager afsæt i den nationale hjemløsestrategi og følges tæt af Socialstyrelsen.

Flere hjemløse

Ballerup har fået flere hjemløse og antallet er nu oppe på 65 i kommunen og det er især unge, der rammes. Det skyldes, at Ballerup ifølge SFI har relativt mange unge arbejdsløse og mange udsatte unge, der er i risiko for at blive hjemløse.

SFI-tallene viser også, at 34 procent af de hjemløse i kommunen var i 2013 under 24 år og at hjemløsheden ofte er i følgeskab af andre problemer som psykisk sygdom, stofmisbrug, økonomiske problemer og andre ting.

Erfaringer fra hjemløsestrategien viser, at netop hjælp til bolig markant forbedrer chancen for at løse de andre problemer. Derfor vil man bruge pricippet ’Housing First’, der netop baserer sig på, at chancerne for at fastholde en ordinær bolig stiger markant, hvis man modtager en af bostøtteformerne.

De 30 som skal tildeles bostøtte skal visiteres og der vil desuden indgå nogle ungdomsboliger i løsningen, da nogle af de unge er uddannelsesparate.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *