Pulverbrev ændrer ikke sikkerhedsniveau
Jobcenter-pulverbrev.jpg
Det store beredskab blev rullet ud mandag den 16. februar foran Jobcenter Ballerup. Heldigvis var det harmløst pulver, som var blevet sendt. Foto: Mathias Øgendal
jobcenter Forrige mandags pulverbrev betyder ikke, at beredskabet øges på jobcentret. Men der kommer øget fokus på procedurerne.

Mandag formiddag i sidste uge var Jobcenter Ballerup på den anden ende, da en medarbejder modtog et pulverbrev fra en af jobcentrets ’kunder’. Og medarbejderen fik endda noget af det hvide stads på sig og måtte isoleres, i fald der var tale om et farligt stof.

Det viste sig heldigvis, at pulveret ikke var farligt og formentlig var der tale om bagepulver. Men selvom ’atttentatet’ er der første af sin art på Jobcenter Ballerup, så afstedkommer det ikke et øget sikkerhedsberedskab generelt på Jobcentret.

»Vi vil ikke øge vores sikkerhedsniveau, for vi har generelt ikke mange episoder, sammenlignet med vores kolleger andre steder. Men vi vil naturligvis gennemgå vores procedurer og øge vores fokus på enkeltpersoner, der kunne være potentielle afsendere af den slags,« siger jobcenterchef Ina Ringsdal og fortsætter:

»Det betyder også, at vores medarbejdere skal opdateres på den generelle sikkerhed, så de er bedst muligt i stand til at håndtere den slags episoder fremover.«

Hun understreger dog, at Jobcenter Ballerup generelt har en god og ordentlig dialog med sine borgere.

»Vi hører om en del episoder andre steder i landet og der findes bestemt også mennesker, der er udfordret i Ballerup. Men vi oplever ikke ret mange episoder. Det tror jeg skyldes medarbejdernes gode måde at møde den enkelte borger på og få skabt en god dialog, inden tingene udvikler sig. Det er vi rigtig glade for. Der er generelt stor tillid mellem medarbejdere og borgere i Jobcenter Ballerup. Så denne episode er forhåbentlig den første og eneste, vi kommer til at opleve,« siger Ina Ringsdal.

Politiet efterforsker i øjeblikket pulverbrevs-episoden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *