Økologi i Ballerup
debat Ballerup Kommune er langt fra målet om 75 procent økologi i institutionerne. Grønt Råd efterlyser handling.

Det røde økologimærke fejrer i år 25 års jubilæum, og Grønt Råd har diskuteret situationen for den økologiske kost i kommunens institutioner.

Udgangspunktet var Ballerup Kommunes Grønne Regnskab. Heraf fremgår det desværre, at den samlede økologiprocent er gået tilbage i de seneste 3 år – fra 56 procent i 2011 til 53 procent i 2013. Dette på trods af en erklæret målsætning om at 75 procent af maden skal være økologisk inden 2015.

Vi må altså konstatere, at retningen mod målet ikke alene er gået i stå, men går baglæns. Dette bekymrer os. Derfor denne henvendelse.

For skolernes vedkommende er økologiandelen faldet fra 28 til 23 procent. Alt for mange skolebørn spises af med Cola og junkfood, på trods af at alle ved, at sund kost er vigtig for god læring.

Især på skolerne ser vi ellers mange gode muligheder for at styrke den økologiske kost.
Med skolereformen, hvor eleverne får længere skoledage, flere praktiske fag og hvor skolen skal integreres med det omgivende samfund, finder vi det oplagt, at sørge for at den økologiske kost i højere grad vinder indpas i skolen.

Det er dokumenteret, at økologisk mad ikke behøver at blive dyrere, hvis bare man skærer ned på andelen af kød, bruger årstidernes råvarer og stopper madspild.

Til en begyndelse vil vi foreslå, at der iværksættes forsøg med økologiske skolekantiner og skolehaver, samt at madkundskabslærere og kantineledere får tilbudt et kursus i omlægning til økologi. Dette kan f.eks. ske i samarbejde med Grantoftegaard, Køkken Ballerup eller Madhuset i København.

Som det allerførste ønsker vi dog at få en klar tilkendegivelse på om det fortsat er kommunens mål at andelen af økologisk kost skal op på 75 procent, på trods af at kommunen ikke længere er med i Green Cities.

Grønt Råd håber meget at dette mål fastholdes. Hvis det er tilfældet, vil det næste logiske skridt være at opstarte forsøgsprojekter, samt udarbejde en egentlig handlingsplan for hvordan vi kommer i mål med økologien, til gavn for sundhed og miljø.


style="display:block; text-align:center;"
data-ad-layout="in-article"
data-ad-format="fluid"
data-ad-client="ca-pub-4143867402765586"
data-ad-slot="4405148409">

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *